præstation

Dansk målmand: OL-kvartfinale er det største nogensinde

Kvalifikationen til OL-kvartfinalen er det bedste, der er sket i målmand Sebastian Dahms ishockeyliv.

Sebastian Dahm skreg sin glæde ud, da kampen mod Letland var overstået.
Sebastian Dahm skreg sin glæde ud, da kampen mod Letland var overstået. Petr David Josek/Ritzau Scanpix

Med billetten til OL-kvartfinalen har ishockeylandsholdet skabt den største stund, sporten har oplevet i Danmark.

Det mener målmand Sebastian Dahm efter 3-2-sejren over Letland, der sender Danmark til kvartfinalen mod Rusland.

- I mine øjne er det her det største resultat i dansk ishockey nogensinde.

- Det er ubeskriveligt. Det er det største, jeg har oplevet i karrieren. OL er det største i sportens verden. Vi havde en drøm om at stå mellem de otte bedste, og nu er den blevet til virkelighed, siger den 34-årige keeper.

I 2016 var han med en stribe store præstationer i Moskva stærkt medvirkende til, at Danmark for blot anden gang kvalificerede sig til kvartfinalen i VM-sammenhæng.

Men succesen i Beijing kommer til at fylde langt mere, når målmanden en dag skal gøre status over sin karriere.

- Denne turnering er bare så svær at komme ind i. Den kommer så sjældent, og alle, der er her, vil det bare så meget. Du får ikke særlig mange muligheder. Jeg har fået én i karrieren.

- Jeg er så stolt af dette hold og hele ishockeydanmark, over at vi er kommet dertil, hvor det her er muligt, siger Sebastian Dahm.

Onsdagens kvartfinale byder på et gensyn med Rusland, som Danmark allerede har mødt en gang ved OL.

Da blev det til et dansk 0-2-nederlag, men kampen var tæt, og russernes anden scoring faldt først få sekunder før tid, da Danmark spillede uden målmand.

- Vi har vist, at når vi spiller vores bedste, kan vi udfordre alle nationer. Det bliver en utrolig svær opgave, men vi har en selvtillid i denne turnering, der gør det muligt at tro på det.

- Vi har leveret mirakler tidligere, og man skal passe på med at afskrive Danmark, siger Sebastian Dahm.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden