Dansk maratonløber slutter langt tilbage i etiopisk VM-triumf

Tamirat Tola satte stævnerekord med sin maratonsejr ved VM i Eugene, hvor danske Thijs Nijhuis blev nummer 47.

Tamirat Tola fra Etiopien vandt søndagens maraton ved VM i USA. <i>Steph Chambers/Ritzau Scanpix</i>

Tamirat Tola fra Etiopien vandt søndagens maraton ved VM i USA. Steph Chambers/Ritzau Scanpix

Etiopiens Tamirat Tola sikrede sig søndag guldet i mændenes maraton ved VM i USA.

Den 30-årige etiopiske vinder tilbagelagde den ikoniske distance på 42.195 meter på vejene i Eugene på 2 timer, 5 minutter og 36 sekunder, hvilket er den hurtigste tid i VM-historien.

For fem år siden vandt Tola sølv ved VM i London, og søndag var han opsat på, at samme scenarie ikke skulle gentage sig.

- Det er en drøm, der er blevet til virkelighed. Jeg lærte fra min fejl i 2017 og sikrede mig, at det ikke skete igen, siger han ifølge AFP.

Vinderen lavede sit afgørende træk efter 34 kilometer-mærket, da han trak væk fra en gruppe på seks konkurrenter. Etiopieren udbyggede hurtigt et forspring på syv sekunder og fortsatte med at øge hullet.

Tolas landsmand Mosinet Geremew var på målstregen otte sekunder langsommere og tog sølvet lige foran Belgiens Bashir Abdi.

Danske Thijs Nijhuis deltog også i maratonløbet og blev nummer 47 i tiden 2 timer, 16 minutter og 56 sekunder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.