Sport

Dansk NHL-keeper trækker sig med skade før muligt VM

Frederik Andersen blev søndag skadet før periode, der enten byder på VM eller flere kampe i NHL-slutspillet.

Et sammenstød med New Jersey Devils' Timo Meier (nummer 28) tvang Frederik Andersen til at forlade isen.
Et sammenstød med New Jersey Devils' Timo Meier (nummer 28) tvang Frederik Andersen til at forlade isen. Bruce Bennett/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 05:46

Carolina Hurricanes' danske målmand, Frederik Andersen, måtte søndag trække sig med en skade i NHL-slutspillet.

Det skriver den nordamerikanske ishockeyliga NHL på sin hjemmeside.

Andersen opgav at spille videre fire minutter inde i anden periode, da Carolina Hurricanes slog New Jersey Devils med 5-2.

Cheftræner for Carolina Hurricanes, Rod Brind'Amour, ved ikke, hvor slemt det står til med danskeren.

- Det var tydeligvis ikke godt, for han var ikke i stand til at fortsætte, så det var ikke et godt tegn. Men jeg ved ikke mere. Vi må formentlig vente til i morgen, siger Rod Brind'Amour til nhl.com.

Med sejren har Carolina Hurricanes kurs mod avancement i NHL-slutspillet. Holdet fører bedst-af-syv-serien med 3-1 over New Jersey Devils efter de fire første kampe.

Sideløbende med NHL-slutspillet går VM i gang den 9. maj i Danmark og Sverige, der deles om værtskabet.

Skulle Carolina Hurricanes sikre sig adgang til kvartfinalerne, vil Frederik Andersen formentlig ikke være i spil til slutrunden på dansk grund.

Flere danske NHL-spillere som eksempelvis Nikolaj Ehlers fra Winnipeg Jets og Lars Eller fra Washington Capitals står i tilsvarende situationer.

Natten til mandag var Lars Eller på isen for Washington Capitals, der bragte sig foran med 3-1 i slutspilsduellen med Montreal Canadiens. Washington-holdet vandt med 5-2 på udebane.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden