Sport

Dansk OL-medaljevinder og landstræner gør comeback i båden

Jena Mai Seaton vender tilbage i 49erFX-klassen med OL i 2028 som den helt store gulerod.

Jena Mai Seaton (til venstre) og Katja Salskov-Iversen (til højre) vandt sammen bronze ved OL i Rio i 2016. Året efter vandt de guld ved VM. (Arkivfoto).
Jena Mai Seaton (til venstre) og Katja Salskov-Iversen (til højre) vandt sammen bronze ved OL i Rio i 2016. Året efter vandt de guld ved VM. (Arkivfoto). William West/Ritzau Scanpix

En velkendt skikkelse gør comeback i dansk sejlsport.

I en pressemeddelelse oplyser Dansk Sejlunion onsdag, at 36-årige Jena Mai Seaton vender tilbage til 49erFX-klassen.

Det er mere end seks år siden, at hun og Katja Salskov-Iversen stoppede deres succesfulde makkerskab, der førte til OL-bronze i 2016 og VM-guld året efter.

Dengang var Jena Mai Seatons efternavn Hansen, men der er løbet meget vand gennem åen siden dengang.

- Der er sket mange gode ting i mit liv de seneste år - jeg er blevet gift og har fået barn. Men jeg har også savnet at have mit eget projekt, og nu kan jeg mærke, at tiden er inde. Jeg er stadig konkurrencemenneske helt ind til benet og glæder mig enormt til at komme ud og sejle igen, siger hun.

Seaton har efter karrierestoppet været landstræner for sejlerne i den hurtige bådklasse, der både kræver atletiske evner, samarbejde og teknik.

Men nu vil hun selv på vandet igen, og det helt store mål er at komme til OL i 2028 i Los Angeles.

Sportschef Peter Hansen har store forventninger til comebacket.

- Jena er ekstremt dygtig til at sejle FX'en. Det er en kæmpe gave, at hun vælger at vende tilbage - både for Danmarks medaljechancer ved de store internationale regattaer og for vores unge talenter.

- Jeg er overbevist om, at hendes comeback vil løfte niveauet i hele klassen, også selv om jeg selvfølgelig kommer til at savne hende som træner, understreger han.

Jena Mai Seatons nye makker bliver Christina Andersen, der også har holdt pause fra bådklassen. Hun blev sidste år ansat som ansvarlig for et projekt med unge talenter i sejlunionen, sideløbende med at hun var træner på elite- og talentcentret i Aarhus.

Sammen skal de bruge de næste måneder på hård træning, før den første opgave venter ved Kieler Woche i Tyskland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden