Sport

Dansk rohåb scorer plads i VM-finalen

Frida Sanggaard Nielsen er klar til VM-finalen i singlesculler efter en andenplads i sin semifinale.

Frida Sanggaard Nielsen er klar til VM-finalen i singlesculler.
Frida Sanggaard Nielsen er klar til VM-finalen i singlesculler. Philipp Schmidli/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:44

Den danske roer Frida Sanggaard Nielsen skal på søndag kæmpe om metal ved verdensmesterskaberne i Shanghai.

Fredag morgen dansk tid blev hun nummer to i sin semifinale i kvindernes singlesculler.

Europamester Lauren Henry fra Storbritannien lagde stærkt ud og førte stort set fra start til slut, men næsten lige så sikkert lå danskeren som den forreste i forfølgerfeltet.

I mål var Frida Sanggaard Nielsen lidt over fem sekunder efter briten, men havde også en komfortabel margin på yderligere knap fem sekunder ned til tyskeren Alexandra Föster på tredjepladsen.

Tidligere i år vandt Frida Sanggaard Nielsen EM-bronze i singlesculler, selv om hun er ny i disciplinen og i mange år har været vant til blot at ro med én åre som en del af damefireren.

Søndagens VM-finale begynder klokken 08.17 dansk tid, såfremt vejret i kinesiske storby arter sig.

Roskilde-roeren Bastian Secher var også i aktion fredag, men han formåede ikke at ro sig videre fra sin semifinale i singlesculler. Danskeren blev nummer fem i sit semifinaleheat og skal søndag ro B-finale.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden