Dansk skipper forbereder sig på let vind i København

Tidligere i denne SailGP-sæson har vinden haft afgørende betydning for udfaldet. Det kan ske igen i København.

Alle deltagerne sejler i ens F50-katamaranbåde, der har en topfart på 100 kilometer i timen. Der skal dog lidt hjælp til fra vindstyrken, hvis bådene skal op på deres topfart. En hjælp, de næppe får til sejladsen i København. <i>Andrea Francolini/Ritzau Scanpix</i>

Alle deltagerne sejler i ens F50-katamaranbåde, der har en topfart på 100 kilometer i timen. Der skal dog lidt hjælp til fra vindstyrken, hvis bådene skal op på deres topfart. En hjælp, de næppe får til sejladsen i København. Andrea Francolini/Ritzau Scanpix

- Vi skulle have vundet finalen i Plymouth. Vi var langt foran, og så kommer der et stort vindspring, og vi lå forkert til det vindspring. Det var en fejl.

Sådan siger Danmarks skipper, Nicolai Sehested, når han kigger tilbage på det seneste SailGP, der blev sejlet i Plymouth i Storbritannien.

Fredag og lørdag går det så løs i Danmark, når sæsonens fjerde sejlads sejles i København.

Selv om nationerne konkurrerer i ens både, kan vinden få stor betydning for resultatet. Præcis som den gjorde senest i Storbritannien.

- Vinden har en kæmpe betydning. Du kan næsten nogle gange sige, hvilken vindstyrke der kommer, og så kan du sige, hvilket hold der bliver stærke på dagen, siger Nicolai Sehested.

Det ser umiddelbart ikke ud til, at der vil være den store vind fredag og lørdag. Det er som udgangspunkt ikke til Danmarks fordel, hvis man spørger Nicolai Sehested.

- Det betyder, at vi er nødt til at sejle i den helt lette vind, som måske ikke er det, som vi allerhelst vil. Men det må vi forberede os godt til og så gå ud og have styr på det.

Det er et fokuspunkt for danskerne at hæve deres bundniveau, uanset hvilket vejr der sejles i. Derfor vil konkurrencen i København være en god indikator for, hvor langt de er fra de allerbedste.

- Du har et hold som Australien, der kan vinde i alle vindforhold, og det er også målet for os. Vi er ikke langt fra, men der er et stykke arbejde foran os, før vi kan være fuldstændig ligeglade med, hvilken vind der er på dagen.

Det er den fjerde ud af i alt 11 afdelinger, der sejles fredag og lørdag i København. Begge dage med start klokken 15.30.

Danmark ligger på en samlet femteplads efter de første tre sejladser, mens Australien fører samlet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.