Dansk sportsdirektør siger op i Emiraterne
Mads Davidsen har opsagt sin stilling i Al-Jazira grundet særlige omstændigheder, meddeler fodboldklubben.
Den danske fodboldleder Mads Davidsen har opsagt sin stilling som sportsdirektør i Al-Jazira, der spiller i den bedste fodboldrække i De Forenede Arabiske Emirater.
Det skriver klubben fra Abu Dhabi på sin hjemmeside.
Dermed kommer to års ansættelse til ophør, når indeværende sæson er overstået om fire ligakampe.
- Grundet særlige omstændigheder har Mads Davidsen meddelt sin opsigelse. Han vil fortsætte med at varetage sit job frem til sæsonens afslutning, skriver klubben, der ønsker Davidsen held og lykke i fremtiden.
For et år siden var han med til at føre klubben til det nationale mesterskab. Den titel bliver næppe forsvaret i år, hvor klubben aktuelt er nummer fire.
- Jeg betragter min opgave i Al-Jazira som fuldført. Jeg vil gerne takke aktionærerne, bestyrelsen, mine kolleger og spillerne for et godt samarbejde og for deres tillid.
- Fremtiden ser lys ud for Al-Jazira, hvis klubben bliver ved med at følge dens strategi, siger danskeren.
39-årige Mads Davidsen har tidligere haft træner- og strategiroller i kinesiske Guangzhou R & F og Shanghai SIPG. Derudover har han været ungdomstræner i Brøndby, hvor han også kortvarigt fungerede som strategikonsulent i 2019.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.