Sport

Dansk sprinter fortsætter asiatisk succes med ny sejr i Kina

Cykelrytteren Alexander Salby har syv professionelle sejre i 2025. Alle syv er vundet i Asien.

Alexander Salby var en del af det danske landshold til World Tour-løbet Copenhagen Sprint i juni.
Alexander Salby var en del af det danske landshold til World Tour-løbet Copenhagen Sprint i juni. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Landeveje i Asien og den danske cykelrytter Alexander Salby fortsætter med at være et fremragende match.

Natten til søndag dansk tid kørte sprinteren endnu en gang først over stregen i et asiatisk cykelløb, da han vandt 8. og sidste etape af Tour of Magnificent Qinghai i Kina.

Det var 27-årige Salbys syvende professionelle sejr i Asien denne sæson.

Og det var heller ikke første gang, at han kunne juble under Tour of Magnificent Qinghai, der rangeres som et Pro-løb - den næsthøjeste UCI-kategori.

Også på 2. etape var Salby hurtigst i en massepurt.

Alexander Salby kører for det kinesiske kontinentalhold Li Ning Star. Han tog turen til Kina, efter at det ikke lykkedes at få fingrene i en ny professionel kontrakt i Europa.

Salby kørte på næsthøjeste niveau hos belgiske Bingoal i 2023 og 2024, hvor han blandt andet deltog i Paris-Roubaix to gange.

I løbet af 2025 er det også blevet til tre etapesejre og en samlet sejr i et løb i Thailand samt en etapesejr i kinesiske Tour of Hainan.

Det har dog også været mulig at opleve Alexander Salby i Danmark i løbet af sæsonen.

Han var en del af det danske landshold i det nye World Tour-løb Copenhagen Sprint, hvor han blev nummer 150.

Weekenden efter udgik han af DM i landevejscykling i Aalborg.

Ifølge cykelsitet procyclingstats.com fortsætter Salby sin kinesiske turné de kommende måneder, hvor han ventes at stille til start i fem forskellige løb i Kina.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden