Dansk svømmeformand byder ind på europæisk bestyrelsespost
Pia Johansen er klar til at tage en plads i bestyrelsen i Det Europæiske Svømmeforbund, hvis der bliver valg.

LEN European Short Course Swimming Championships Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dansk Svømmeunions formand, Pia Johansen, går efter mere international indflydelse.
Hun har således meldt sit kandidatur til en bestyrelsespost i Det Europæiske Svømmeforbund (LEN), oplyser Dansk Svømmeunion på sin hjemmeside.
- Jeg synes, det er vigtigt at påvirke udviklingen i svømmesporten så tæt på beslutningerne som muligt.
- Ved at stille op til bureauet (bestyrelsen, red.) i LEN kan Danmark være med til at sætte en dagsorden og trække udviklingen i retning af demokratiske værdier som åbenhed og ytringsfrihed, siger Pia Johansen.
Der er ekstraordinær kongres i LEN den 5. februar, og her kan hele den nuværende bestyrelse blive skiftet ud. Det stod klart, efter LENs ordinære kongres i september.
Her havde 24 lande på forhånd underskrevet en erklæring med et krav om en ekstraordinær kongres med henblik på at erstatte den bestyrelse, der blev valgt i 2020.
Det skete på grund af en række stridspunkter, som Pia Johansen gjorde rede for, efter at hun havde deltaget ved kongressen.
Blandt andet ønsker en række lande flere midler til talentudvikling og uddannelse. Der er desuden et bredt ønske om større økonomisk åbenhed.
Således efterforskes den genvalgte LEN-formand, Paolo Barelli, for økonomiske uregelmæssigheder i sit virke.
Desuden har tre af de siddende bestyrelsesmedlemmer ikke opbakning fra eget forbund. Heriblandt den danske vicepræsident, Pia Holmen.
Ved sin tiltrædelse i foråret bad Pia Johansen således Holmen om at forlade posten i LEN. Det gjorde hun, fordi en rapport fra Kammeradvokaten konkluderede, at der blev begået betydelige ledelsessvigt i Dansk Svømmeunion, da Holmen var direktør.
Hvis der opnås enighed om et mistillidsvotum mod den nuværende bestyrelse ved den ekstraordinære kongres i februar, skal der stemmes om, hvem der skal overtage bestyrelsesposterne i LEN.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.