Sport

Dansk teenager tager guld ved kortbane-EM

Martine Damborg svømmede en forrygende finale ved EM og hentede Danmarks første guldmedalje.

18-årige Martine Damborg sørgede for den første danske guldmedalje ved kortbane-EM i Polen.
18-årige Martine Damborg sørgede for den første danske guldmedalje ved kortbane-EM i Polen. Ireneusz Wnuk/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:59

Blot 18-årige Martine Damborg sørgede for, at onsdagens aftenprogram ved kortbane-EM i svømning åbnede på bedst mulig vis set med danske øjne.

Første løb var kvindernes finale i 50 meter butterfly, og her kunne ingen følge den danske teenagers fart i vandet.

I tiden 24,61 sekunder slog hun hænderne i bassinkanten som den første af alle. Guld til Damborg og guld til Danmark.

Hun havde kvalificeret sig til finalen i næstbedste tid, og i finalen barberede hun næsten et halvt sekund af tiden fra semifinalen.

Damborg havde kvalificeret sig til finalen i tiden 25,06 sekunder. Det havde to andre også gjort, mens franske Beryl Gastadello havde været hurtigst i 25 sekunder rent.

Danskeren var lynhurtigt af startskamlen, og hun havde allerede en pæn føring ved vendingen efter 25 meter.

Belgiske Roos Vanotterdijk kom tættest på i finalen, hvor hun tog sølv i tiden 24,84 sekunder. Gastadello tog bronze i 24,93 sekunder.

I slutningen af august, mens Damborg endnu blot var 17 år, deltog hun ved junior-VM. Her blev hun den første danske pige nogensinde til at hente en medalje.

Det gjorde hun i samme disciplin, som hun onsdag hentede guld i. Ved junior-VM blev det til bronze i tiden 25,80 sekunder. Den tid barberede hun mere end et sekund af i EM-finalen.

Damborg kunne dog ikke nyde triumfen for længe. Godt en time senere skulle hun atter i vandet til semifinale i 100 meter medley. Her kvalificerede hun sig til endnu en finale ved at svømme i sjettebedste tid.

I samme disciplin for herrer er også Robert Pedersen finaleklar. Også han svømmede i sjettebedste tid.

De øvrige danskere i aftenprogrammets semifinaler kom ikke videre.

Og så måtte den danske mixedstafet i medley konstatere, at det ikke blev til medalje. I finalen endte kvartetten som nummer fire.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden