Dansk teenager takker United-træner for at opfylde drøm
Chido Obi-Martin fik sin debut for Manchester United i overtiden af søndagens 0-1-nederlag til Tottenham.
En stor drøm gik søndag i opfyldelse for den 17-årige danske angriber Chido Obi-Martin, da han fik sin debut for den engelske storklub Manchester United i Premier League.
Angriberen kom på banen i overtiden i et 0-1-nederlag til Tottenham.
- Jeg er skuffet over nederlaget. På det personlige plan vil jeg takke træneren og klubben for at realisere en drøm for mig og min familie, skriver Chido Obi-Martin på det sociale medie Instagram.
Angriberen, der har nigerianske rødder, skiftede til Manchester United fra Arsenal i efteråret 2024.
Frem til søndag havde danskeren udelukkende spillet ungdomsfodbold. I ungdomskampe for både Arsenal og Manchester United har angriberen flere gange fået opmærksomhed med sine mange mål.
Skader hos det kriseramte United-mandskab betød, at cheftræner Ruben Amorim søndag havde taget flere mere eller mindre uprøvede talenter med til udekampen mod Tottenham.
På United-bænken sad således hele otte spillere, der var 19 år eller yngre.
I overtiden afløste Chido Obi-Martin brasilianeren Casemiro.
- Vi har unge knægte, og dem skal vi arbejde med. Vi havde ikke regnet med så mange skader, men det sker indimellem, siger Ruben Amorim til nyhedsbureauet Reuters.
Tre danskere var i aktion for Manchester United i udekampen i London.
Rasmus Højlund og Patrick Dorgu startede på banen for gæsterne, der ikke havde en syg Christian Eriksen med i truppen.
Manchester United er placeret på 15.-pladsen i Premier League med 29 point efter 25 spillerunder.
Med sejren rykkede Tottenham op på 12.-pladsen, hvor London-klubben har 30 point.
Ligaens førerhold fra Liverpool topper tabellen med 60 point.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.