Dansk U23-plan spoleret af styrt og vådt vejr ved VM

To af i alt seks U23-ryttere sad tilbage ved VM-løbets sidste runder. Det vanskeliggjorde dansk plan om sejr.

Regnen satte fra start præg på løbet, lyder det fra den danske rytter Sebastian Changizi efter U23-VM i Australien fredag. <i>William West/Ritzau Scanpix</i>

Regnen satte fra start præg på løbet, lyder det fra den danske rytter Sebastian Changizi efter U23-VM i Australien fredag. William West/Ritzau Scanpix

Tobias Lund blev bedste dansker som nummer 27, da U23-landsholdet fredag morgen dansk tid kørte VM i landevejscykling i Wollongong i Australien.

Han var sammen med Sebastian Changizi blandt de sidste to danskere tilbage på løbets sidste runder.

Dermed var det også svært at fuldføre den plan, holdet havde lagt fra start, lyder det fra Tobias Lund efter løbet.

- Det påvirkede os meget. Vi kom ind med en plan om, hvordan vi skulle påvirke løbet og gøre det hårdt for de andre. Men efter et par omgange sad vi kun tre tilbage. Vi blev nødt til at gå over til en lidt anden strategi og spare kræfter, siger den 20-årige rytter.

- Derfor var der også flere vigtige hug, der kørte uden os, fordi vi blev nødt til at satse lidt. Det ændrede vores løb, siger han.

Både Jacob Hindsgaul og Adam Holm Jørgensen måtte udgå tidligt. Med 60 kilometer til mål måtte også Carl-Frederik Bevort give op, da han ikke kunne fange feltet igen efter et selvforskyldt styrt.

William Blume udgik omkring 35 kilometer fra mål, da benene ikke var til mere.

Kasakhstans Yevgeniy Fedorov løb med guldet, da han var stærkest i spurten mod Tjekkiets Karel Vacek.

U23-verdensmesteren i enkeltstart, norske Søren Wærenskjold, tog bronze i favoritternes spurt.

Især regnvejret satte præg på løbet.

- Der var tre af vores ryttere, som styrtede. Det havde stor påvirkning, siger Tobias Lund.

Personligt var han dog ikke skræmt af vandet.

- For mig var det egentlig meget fedt. Jeg kan godt lide sådan en slags vejr. Rigtig danskervejr. Det gør løbet hårdere, men også sjovere, synes jeg.

Også Sebastian Changizi fremhævede efter løbet regnvejret, som allerede faldt i tunge skyl ved starten.

- Generelt gør det bare, at cykelløb bliver meget hårdere, fordi feltet bliver spredt mere ud gennem svingene, siger Sebastian Changizi.

- Jeg må sige, at jeg er lidt skuffet, siger danskeren efter VM-løbet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden