Sport

Dansk World Tour-løb får rytterros for lige præmiepenge

To kvindelige cykelstjerner glæder sig over, at kvinder og mænd belønnes lige i Copenhagen Sprint.

Amalie Dideriksen stiller til start i Copenhagen Sprint for Cofidis.
Amalie Dideriksen stiller til start i Copenhagen Sprint for Cofidis. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det vækker glæde hos de kvindelige cykelryttere, at præmiepengene i weekendens World Tour-løb Copenhagen Sprint er lige store for mænd og kvinder.

I begge køns tilfælde er den samlede præmiesum 40.000 euro, cirka 300.000 kroner. Det er minimumkravet til løbet på herresiden, men fem gange så stort som minimumkravet til løbet på kvindesiden. Det skriver DR.

- Der er mange kvinder og mennesker før mig, der har arbejdet for at få ligestilling i sporten. Kvindecykling har braget frem de seneste år. Så det er fedt, at det bærer frugt, siger Uno-X-rytteren Rebecca Koerner til DR og suppleres af Amalie Dideriksen:

- Selvfølgelig er jeg glad for, at vi har lige præmiepenge i Copenhagen Sprint. Det er jo ærgerligt, at det stadig skal være en ting i 2025, at vi skal fejre det, siger Dideriksen.

Løbsdirektør Jesper Tikiøb ser det som en selvfølge, at præmierne skal være ens på tværs af kønnene, selv om mændene cykler cirka 80 kilometer længere, før de når målstregen.

- Vi er trods alt skabt forskelligt biologisk. Men jeg tror, at indsatsen for at vinde Copenhagen Sprint er lige så hård for kvinderne, som den er for mændene. Ligestilling og inklusion er en del af vores samlede strategi. Derfor er det helt naturligt for os at præmiere mænd og kvinder, siger løbsdirektøren til DR.

Kvinderne kæmper om hæder og præmiepenge lørdag, mens herrerne træder i pedalerne søndag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden