Sport

Danske badmintonspillere er klar til tre finaler i Tyskland

Der er dansk finaledeltagelse i Hylo Open i herresingle, damesingle og mixeddouble.

Mia Blichfeldt er finaleklar i Hylo Open. (Arkivfoto).
Mia Blichfeldt er finaleklar i Hylo Open. (Arkivfoto). Bertrand Guay/Ritzau Scanpix

Søndag er der dansk deltagelse i tre ud af fem finaler i World Tour-badmintonturneringen Hylo Open i Tyskland.

Både i herresingle, damesingle og mixeddouble kan turneringen ende med en dansk triumf.

Mest uventet er det, at Magnus Johannesen er nået så langt, men han løste sin opgave i semifinalen i overbevisende stil.

Johannesen skulle kun bruge to sæt for at spille sig videre fra semifinalen mod finnen Kalle Koljonen. Begge sæt endte 21-13 i danskerens favør.

I finalen ser den 23-årige dansker ind i langt vanskeligere modstand. Her venter verdensranglistens nummer fem, Jonatan Christie fra Indonesien.

Det bliver karrierens med afstand største kamp for Johannesen.

I damesingle stod det allerede inden lørdagens semifinaler klart, at der ville være dansk finaledeltagelse, for Line Christophersen og Mia Blichfeldt var ude i en ren dansk semifinaleduel.

Den trak Mia Blichfeldt sig sejrrigt ud af, da hun vandt det afgørende tredje sæt med 21-19. I finalen venter verdens nummer syv, Putri Kusuma Wardani fra Indonesien.

Også i mixeddouble bliver der dansk finaledeltagelse. Mathias Christiansen og Alexandra Bøje fejede sine spanske modstandere af banen med 21-12, 21-12.

I finalen skal det femteseedede kærestepar enten møde et sjetteseedet par fra Thailand eller en andenseedet fransk duo.

Turneringen i Saarbrücken nær grænsen til Frankrig rangerer som en Super 500-turnering og er dermed ikke blandt de ti største turneringer i kalenderen. Derfor er mange af de bedste spillere fraværende i de forskellige kategorier.

Anders Antonsen og Viktor Axelsen havde godt nok planer om at stille op i herresingle, men meldte afbud af fysiske hensyn lige inden turneringens start.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden