Danske curlingherrer får klø af Storbritannien
Bagud 2-8 til Storbritannien sagde skipper Mikkel Krause og hans mandskab tak for kampen efter ottende ende.
De danske curlingherrer er fortsat uden sejr ved vinter-OL i Beijing efter fem kampe.
Søndag tabte skipper Mikkel Krause og hans mandskab med 2-8 til Storbritannien.
Briterne fik en fremragende start og bragte sig foran med 2-0 i første ende. Føringen blev senere udbygget til 4-0, inden Krause og co. omsider kom på tavlen i femte ende.
De velspillende modstandere afgjorde kampen i ottende ende, hvor den britiske føring på 5-2 blev udbygget til 8-2, da briterne fik tre sten i hus.
Herefter gav danskerne hånd til modstanderne og sagde tak for kampen.
Med fire kampe tilbage ved vinterlegene i Beijing er der fortsat en minimal chance for at slutte blandt de fire bedste og kvalificere sig til kampen om medaljer.
Mandag skal danskerne op imod Norge.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.