spil

Danske håndboldkvinder tager komfortabel sejr i testkamp

Efter en tæt første halvleg trådte Danmark på speederen og vandt stort over Slovenien med 38-30 i en testkamp.

Anne Mette Hansen strålede i Danmarks testkamp mod Slovenien, som endte 38-30. Særligt i kampens indledende minutter, hvor hun formåede at score seks mål på 11 minutter.
Anne Mette Hansen strålede i Danmarks testkamp mod Slovenien, som endte 38-30. Særligt i kampens indledende minutter, hvor hun formåede at score seks mål på 11 minutter. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

De danske håndboldkvinder sørgede torsdag for en opløftende start på sommeren - og en sejrrig afslutning på 2021/22-sæsonen - da de i Forum Horsens tog en komfortabel sejr over Slovenien i en testkamp.

Danmark vandt 38-30 over Slovenien, som til december er én af tre EM-værter.

Med sejren har Danmark vundet 17 ud af 18 mulige kampe i denne sæson. Kun i VM-semifinalen mod Frankrig i december glippede det.

Danmark havde i de indledende minutter torsdag svært ved at lukke ned for slovenerne, men havde omvendt ikke problemer med at score i modsatte ende.

Særligt Anne Mette Hansen måtte flere gange trække på smilebåndet i en forrygende start, hvor det meste lykkedes.

11 minutter inde i kampen var hun noteret for seks mål til en dansk føring på 9-6.

Undervejs fik målmand Althea Reinhardt også spillet sig varm efter en vanskelig start.

Trods føringen viste slovenerne sig i den grad modstandsdygtige og afholdte længe Danmark fra at udbygge føringen.

Danmark var på et tidspunkt foran med fire mål, men med to hurtige mål i slutningen af første halvleg formåede slovenerne at reducere til 16-18.

I anden halvleg fortsatte slovenerne, hvor de slap. Fire minutter i anden halvleg stod de to hold lige til stillingen 19-19.

Med lidt besvær fik Danmark styr på geledderne og var med et kvarter til slutfløjt igen foran med fire mål.

Knap syv minutter senere blev føringen udbygget yderligere til 32-26, og herfra gik det kun en vej.

Danmark fortsatte med at dominere, og da slutfløjtet lød, havde danskerne sikret en sejr på 38-30.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden