ishockey

Danske ishockeyherrer varmer op til VM med sejr

Danmark bankede lørdag ligeledes VM-aktuelle Storbritannien med 2-0 på udebane.

Peter Regin - her efter en scoring ved vinter-OL i Beijing i februar - bragte Danmark foran i testsejren over Storbritannien.
Peter Regin - her efter en scoring ved vinter-OL i Beijing i februar - bragte Danmark foran i testsejren over Storbritannien. Jonathan Ernst/Reuters

Danmarks ishockeyherrer slog lørdag Storbritannien med 2-0 på udebane i holdets næstsidste testkamp inden VM i Finland.

Sejren kommer nøjagtigt en uge før Danmarks åbningskamp ved VM mod Kasakhstan.

Den 36-årige tidligere NHL-spiller Peter Regin, der nu spiller i Schweiz, bragte Danmark foran 1-0 i starten af anden periode efter Oliver Larsens assist.

Joachim Blichfeldt øgede til slutresultatet 2-0 i slutningen af perioden.

I forhold til de seks testkampe i april havde Heinz Ehlers' trup denne gang fået tilgang af Aalborgs guldvindere Julian Jakobsen og Patrick Bjorkstrand, Rungsteds Morten Jensen samt landstrænerens søn, Nikolaj Ehlers, der missede NHL-slutspillet med Winnipeg Jets.

Søndagens revancheopgør mod ligeledes VM-aktuelle Storbritannien fungerer også som Danmarks generalprøve til VM.

I april spillede Danmark to testopgør mod både Finland, Sverige og Norge, hvilket gav én sejr - 2-0 over Norge - et nederlag efter straffeslag mod både Finland og Sverige samt tre nederlag.

Danmark er ved VM placeret i gruppe med Canada, Tyskland, Schweiz, Slovakiet, Kasakhstan, Italien og Frankrig.

De russiske ishockeyherrer var også en del af gruppen, før landet invaderede Ukraine, og Rusland blev udelukket fra VM.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden