Sport

Danske klassemål sikrer Ajax en comeback-sejr i Baku

Både Anton Gaaei og Kasper Dolberg scorede for Ajax, som vandt 4-2 ude over Qarabag i Champions League.

Kasper Dolberg scorede et fremragende mål i onsdagens sejr over Qarabag i Champions League.
Kasper Dolberg scorede et fremragende mål i onsdagens sejr over Qarabag i Champions League. Uncredited/Ritzau Scanpix

Det er sjældent, at to danskere kommer på måltavlen i den samme kamp i Champions League.

Men det skete, da Ajax vandt 4-2 ude over Qarabag onsdag aften. Både Kasper Dolberg og Anton Gaaei kom på måltavlen og var med til at sikre Ajax den første sejr i turneringen.

Ajax fik ellers ikke den bedste start på kampen, da hjemmeholdets colombianer Camilo Duran udnyttede et koks i hollændernes forsvar og scorede til 1-0.

Det har været billedet på det meste af Ajax' kampagne i Champions League. Men ikke denne aften i Baku. Det lavede især Amsterdam-klubbens danskere om på.

Dolberg, der allerede havde haft et nærgående forsøg tidligt i kampen, hamrede Ajax tilbage på 1-1 fem minutter før pausen.

Den danske angriber tog nogle træk ind i banen og hamrede bolden tørt i kassen tæt ude ved stolpen. Det var Dolbergs første scoring i tre kampe i turneringen.

Målet kom på et godt tidspunkt for Ajax, som kort forinden var tæt på at komme yderligere bagud, men Duran ramte sidenettet.

To minutter inde i anden halvleg bragte Qarabag sig foran 2-1 ved brasilianeren Matheus Silva. Igen var det skidt forsvarsspil i de bageste kæder hos Ajax.

Men i slutningen af opgøret scorede Ajax tre gange. Oscar Gloukh udlignede til 2-2 efter 79 minutter med et langskud lige uden for feltet.

Og så tog endnu en dansker hovedrollen. Det var backen Anton Gaaei, som scorede det vigtige 3-2-mål efter 83 minutter.

Den tidligere Viborg-spiller søgte opportunistisk med frem og fik bolden på det rigtige tidspunkt i feltet. Gaaei fandt pladsen i det lange hjørne.

Gloukh satte sømmet i aserbajdsjanernes kiste med målet til 4-2 med en præcis inderside.

Ajax havde inden onsdagens danskershow tabt sine første fem kampe i Champions League.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden