Danske spillere erkender pres efter uventet VM-pointtab

Danmarks VM-spillere havde regnet med en sejr over Tunesien. 0-0 gør VM-regnestykket mere kompliceret.

Danmarks næste VM-gruppekamp er på lørdag mod Frankrig. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Danmarks næste VM-gruppekamp er på lørdag mod Frankrig. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Spillerne på det danske fodboldlandshold medgiver, at de har sat sig selv i en vanskeligere situation i VM-gruppespillet ved ikke at leve op til favoritværdigheden og vinde tirsdagens premierekamp over Tunesien.

Nullerten mod nordafrikanerne gør lørdagens kamp mod Frankrigs verdensmestre endnu vigtigere, for den kamp kræver også point, hvis Danmark selv skal kunne afgøre VM-skæbnen i den sidste gruppekamp mod Australien i næste uge.

Gruppens to bedste hold går videre, og landsholdsangriberen Andreas Cornelius regner stadigvæk med, at Danmark er et af dem trods en VM-premiere under det forventede niveau.

- Vi har sat os selv under ekstra pres ved ikke at vinde over Tunesien, men vi er alle vant til at spille under pres, så vi er ikke nervøse.

- Vi havde håbet på at starte med tre point, og vi havde også regnet med det. Men der er intet, der kommer af sig selv til VM, og vi har jo også set Saudi-Arabien slå Argentina, så man må ikke tage noget for givet, siger Andreas Cornelius.

Pointdelingen mod Tunesien er ingen katastrofe, understreger Rasmus Nissen Kristensen, selv om resultat langtfra var som håbet.

- Vi kommer tættere og tættere på afgørelsen, for hver kamp vi spiller, så på den måde vokser presset på os, selv om det ikke er en katastrofe at starte med et point.

- Selvfølgelig er vi skuffede over, at vi ikke vandt over Tunesien. Vi ville gerne have vundet, og vi følte os som det bedste hold, så vi er skuffede over ikke at vinde. Men vi måtte trods alt nøjes med det næstbedste udfald, siger midtjyden.

Frankrig vandt sin åbningskamp med 4-1 over Australien tirsdag.

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand bruger betegnelsen "kompliceret" om Danmarks VM-regnestykke.

Hvis landstræneren har brug for en spiller, der ikke lader sig presse af hverken resultater eller noget som helst andet, kan han bare blive ved med at bruge Kasper Dolberg. Silkeborgenseren tager pointtabet i VM-premieren med ro og er klar til at jagte sejren mod verdensmestrene.

- Vi føler os ikke presset, vi har slået Frankrig før, konstaterer Dolberg koldt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.