Fodbold

Danske stadioner er gearet til at håndtere strømsvigt

Uefa-krav dikterer, at stadioner til europæiske kampe har nødstrømsgenerator i tilfælde af strømsvigt.

Mandagens kamp mellem Østrig og Danmark måtte udsættes i halvanden time på grund af strømsvigt.
Mandagens kamp mellem Østrig og Danmark måtte udsættes i halvanden time på grund af strømsvigt. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Halvanden times udsættelse af en fodboldkamp på internationalt topplan på grund af strømsvigt burde ikke kunne lade sig gøre.

Det skete til mandagens Nations League-kamp mellem Østrig og Danmark, men Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har klare regler, der skal sikre, at det ikke sker.

Det fortæller Peter Ebbesen, turneringschef hos Divisionsforeningen.

- Det er både en del af Superligaens og Uefas regler at have nødstrømsgenerator. Det er umiddelbart den bedste garanti, hvis strømmen ryger, siger Peter Ebbesen og fortsætter:

- I Superligaen kan man bedre leve med en udsættelse, men til landskampe og europæiske kampe er det svært at finde en ny kampdato, så til de kampe er det en del af kontrolproceduren, at man kan bevise, at man har et nødanlæg.

Det sidste har man mærket til i FC Midtjylland igennem en årrække, fortæller klubbens Head of Security, Lars Pedersen.

- På MCH Arena har vi tre forsyningslinjer. Og så har vi en nødgenerator, der slår over, som kører under europæiske kampe. Den overtager, hvis strømmen går, så vi kan fortsætte uden afbrydelse, siger Lars Pedersen.

- Vores bliver testet, hver gang vi skal spille europæiske kampe, så vi er sikre på, at det kører. Al tv og Uefas egen gejl kører over deres egen generator, så derfor har vi tre generatorer til at trække strømmen på MCH Arena.

I Parken fik nødstrømssystemet en opgradering forud for EM-slutrunden, hvor der sidste sommer blev afviklet fire kampe i København.

Parkens tribuner er bygget på forskellige tidspunkter og havde tidligere tre forskellige systemer til nødstrøm. Nu har Parken kun et.

Det forklarede Lene Kryger, der var direktør i selskabet, der arrangerede Euro2020 i København, tilbage i april 2019:

- Strøm har været vores klart største udfordring indtil videre. Men nu er vi sikre på, at hvis hele København går ned, så står Parken stadig og lyser, og kampene kan spilles videre.

I Superligaen har der ved nogle lejligheder været strømsvigt. Tilbage i 2014 gik Brøndby Stadion i sort i knap en halv time i en kamp mod Silkeborg.

I februar i år blev kampen mellem Vejle og AGF på Vejle Stadion afbrudt i godt ti minutter på grund af et strømsvigt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden