Sport

Danske tenniskvinder brager ind i hård modstand

Det bliver en vanskelig opgave for de danske tenniskvinder at besejre Canada og Mexico til efteråret.

Clara Tauson vil være den bedste placerede danske spiller på verdensranglisten, hvis hun stiller op for Danmark i november. (Arkivfoto).
Clara Tauson vil være den bedste placerede danske spiller på verdensranglisten, hvis hun stiller op for Danmark i november. (Arkivfoto). Lisi Niesner/Reuters

Hård tennismodstand venter, når det danske kvindelandshold i november skal dyste om at komme med i kvalifikationen til Billie Jean King Cup.

Det bliver Canada, verdensranglistens nummer fem, samt Mexico, der har fordel af hjemmebane, der skal møde Danmark.

Lodtrækningen fandt torsdag sted i London hos Det Internationale Tennisforbund (ITF).

Kampene mod Canada og Mexico skal spilles fra 14. til 16. november i Monterrey på udendørs hardcourt-baner.

De tre nationer mødes over de tre dage, hvor alle spiller mod alle. Gruppevinderen går videre til kvalifikationen i Billie Jean King Cup. De to øvrige hold rykker et niveau ned.

Det danske hold besejrede Mexico i november i Farum, og det giver optimisme hos Jens Anker Andersen, der er kaptajn for det danske hold.

- Vi glæder os til at tage til Monterrey og give alt, hvad vi har. Canada er en stærk tennisnation med verdensklassespillere, og Mexico har hjemmebanefordel. Men vi viste i november, at vi kan slå dem.

- Vi tror på vores egne styrker. Vi har vist før, at vi kan overraske, og vi går benhårdt efter at vinde puljen, siger Jens Anker Andersen.

I april spillede Danmark to kampe på det næsthøjeste niveau og tabte til både USA og Slovakiet. Clara Tauson var ikke med i de kampe grundet en rygskade.

Hvis Danmark skal tilbage på det næsthøjeste niveau, kræver det gode præstationer. Danmark har nemlig chancen for at vende tilbage til det i niveau i kvalifikationskampene i november.

Canada råder blandt andre over Leylah Fernandez, der er nummer 30 i verden. Mexico, der er nummer 20 på verdensranglisten, råder over Renata Zarazua, der er nummer 75 i verden.

Hvis Tauson stiller op for Danmark, vil hun være den bedste placerede singlespiller hos de tre nationer. Lige nu er hun nummer 23.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden