savnet i kamp

Danske VM-kolleger kommer til at savne deres politimand

Uden Oliver Lauridsen mangler ishockeylandsholdet en spiller, der kan sætte sig fysisk i respekt i kampene.

Jobbet som udsmider foran det danske mål er ledigt efter Oliver Lauridsens uheld mod Schweiz.
Jobbet som udsmider foran det danske mål er ledigt efter Oliver Lauridsens uheld mod Schweiz. Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Det danske ishockeylandshold kommer til at mangle en "politimand" i de kommende kampe ved VM i Finland.

Med tabet af skulderskadede Oliver Lauridsen mister holdet nemlig ikke blot en stærk forsvarsspiller. Det er samtidig holdets førende udsmidertype, der nu er ude af turneringen.

- Han er en stor, stærk fyr. Lidt utraditionel i moderne ishockey. Det er en mand, som sætter sig i respekt hos modstanderne. Hvis der er noget ballade, så ved de, at Oliver kommer efter dem. Vi kommer til at savne vores politimand, siger backkollega Jesper Jensen Aabo.

Han slår fast, at det nu er op til de øvrige backer i truppen at tage et større ansvar i fraværet af den 198 centimeter høje lederskikkelse.

Det gælder blandt andre Emil Kristensen, som efter alt at dømme nu får en noget større rolle.

Han har hidtil været på holdet som syvende back, men nu står han til fast arbejde i et af de tre backpar. Han er af natur en anden og mere offensiv type og dermed langtfra en en-til-en-erstatning for Oliver Lauridsen.

- Oliver har en fysik, som vi, der er lidt mindre, ikke helt kan matche. Han kan sætte sig i respekt, og især det er noget, vi kommer til at mangle. Jeg er virkelig ked af det på hans vegne, siger Emil Kristensen.

Selv om han kommer til at overtage en del af de spilleminutter, der var tiltænkt Lauridsen, kommer han næppe til at indtage rollen som "politimand".

- Jeg kan da prøve, men jeg ved ikke helt, om det hjælper så meget. Jeg tror måske, at Oliver er lidt mere skræmmende end jeg, siger Emil Kristensen med et grin.

Den danske VM-delegation meddelte mandag, at Oliver Lauridsen står foran en operation. Nicolai Weichel bliver hentet ind i truppen som erstatning, mens Morten Jensen nu bliver indskrevet på holdet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden