Dansker kører på podiet for anden dag i træk i Formel 2

Ligesom i sprintløbet lykkedes det racerkøreren Frederik Vesti at køre på podiet i hovedløbet i Italien.

Frederik Vesti ligger på niendepladsen i den samlede stilling i Formel 2. (Arkivfoto). <i>Lluis Gene/Ritzau Scanpix</i>

Frederik Vesti ligger på niendepladsen i den samlede stilling i Formel 2. (Arkivfoto). Lluis Gene/Ritzau Scanpix

Racerkøreren Frederik Vesti fra holdet ART Grand Prix havde en særdeles god weekend i Italien.

Danskeren kørte sig søndag på podiet for anden gang i træk, da han i Formel 2-grandprixets hovedløb på Monza-banen blev nummer to.

Samme placering kørte han sig til i lørdagens sprintløb.

Forudsætningerne for at havne blandt de bedste søndag var ellers ikke optimale. Vesti blev nummer ti i lørdagens kvalifikation, men overhalede altså tilstrækkeligt mange kørere til at blive toer.

I den samlede stilling er der dog et stykke op til de bedste. I sæsonens 13 første grandprixer har danskeren skrabet 117 point sammen, hvilket rækker til en niendeplads.

Der er 18 point op til amerikaneren Logan Sargeant (Carlin), som ligger på tredjepladsen, mens Felipe Drugovich (MP Motorsport) fra Brasilien på førstepladsen er hele 122 point foran Vesti.

Danskeren har de seneste to år kørt på niveauet under i Formel 3. Den 20-årige kører tog sin første sejr i Formel 2, da han sejrede i sprintløbet i den aserbajdsjanske hovedstad, Baku, i juni.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.