Dansker med gul fortid: Tæt på århundredets sportspræstation

Jørgen V. Pedersen tror ikke, at Jonas Vingegaard er bevidst om, hvor stor en præstation, han har leveret.

Jonas Vingegaard kører senere søndag ind i Paris iført den gule førertrøje. <i>Tim De Waele/Ritzau Scanpix</i>

Jonas Vingegaard kører senere søndag ind i Paris iført den gule førertrøje. Tim De Waele/Ritzau Scanpix

Cykelrytteren Jonas Vingegaard har med sine bedrifter i årets Tour de France leveret en af de største danske sportspræstationer i historien.

Det mener den tidligere cykelrytter Jørgen V. Pedersen, der selv bar den gule førertrøje i fem dage i 1986.

Modsat Vingegaard så lykkedes det dog ikke Jørgen V. Pedersen at tage trøjen med hele vejen til Paris.

- Det er bare gigantisk stort.

- Man kan jo ikke bare sådan kalde det århundredets største sportspræstation, men det er altså tæt på.

- At vinde Tour de France, som er en sportskonkurrence over tre uger, og som er så krævende, der skal altså noget til, siger Jørgen V. Pedersen.

Den pensionerede cykelrytter er knapt så overrasket over Vingegaards kørsel i år i Frankrig, som han var i 2021, hvor Vingegaard som en nærmest ukendt rytter blev nummer to i karrierens første Tour.

- Der var ingen, der havde forventet noget af ham sidste år, så det var mere overraskende.

- Og det gør det bestemt ikke nemmere at levere det her to år i træk med alt det pres, der har været på ham, siger Jørgen V. Pedersen.

Jonas Vingegaard har flere gange fortalt, at han ikke følger med i medierne, og derfor aner han måske ikke, hvor stor en cykelfeber han har været med til at skabe i Danmark.

Flere danskere er valfartet til Frankrig for at følge sidste etape og se en dansker indtage det øverste trin på podiet.

- Jeg tror ikke, at han selv har tænkt over, hvor stort det hele er. Han aner slet ikke, hvad der rører sig i Danmark lige nu.

- Da jeg kørte Touren, vandt vi det ene år med Stephen Roche. Her kørte vi en æresrunde efter sidste etape i Paris, og der stod flere hundredtusinder mennesker og klappede af os. Det er en gåsehudsoplevelse.

- Når han kører over målstregen og står på podiet og ved, at der så mange mennesker i hele verden, der ser med, så bliver det vildt for ham, siger Jørgen V. Pedersen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
AaB tager stort skridt tættere på salg
Luk