atletik

Dansker misser EM-semifinale i 100 meter hæk

Mathilde Heltbech var 0,04 sekund fra at kvalificere sig til semifinalerne i 100 meter hæk ved EM i München.

Danmark får kun en enkelt løber med i kvindernes semifinaler i 100 meter hæk ved EM i München.

Det står klart, efter Mathilde Heltbech lørdag var i aktion i de indledende heats.

Den 27-årige dansker blev en samlet nummer 14 på tværs af tre heats og var i sidste ende blot 0,04 sekund fra at blive blandt de 12 løbere, der avancerede til semifinalerne.

I forvejen havde landsmanden Mette Graversgaard kvalificeret sig direkte til semifinalen i kraft af sin ranglisteplacering.

Heltbech deltog i andet heat, hvor hun blev nummer fem i tiden 13,41 sekunder.

Danskeren var blot 0,14 sekund fra sin egen personlige rekord, der blev sat i foråret i Polen.

Efter andet heat rakte Heltbechs tid til avancement, men da tredje og sidste heat blev afviklet i højere tempo end de øvrige heats, stod det klart, at Heltbech måtte forlade konkurrencen.

Mette Graversgaard er derfor ene om at repræsentere Danmark i søndagens semifinaler.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden