Dansker skal fylde noget af hullet efter Pytlick i Flensburg
Andreas Holst Jensen har været uden klub siden i sommer, men skal nu tørne ud for Flensburg-Handewitt.
Simon Pytlick efterlod et stort hul hos Flensburg-Handewitt, da han for nogle uger siden brækkede armen og blev dømt ude resten af sæsonen.
Nu har klubben imidlertid fået lukket i hvert fald noget af hullet.
På sin hjemmeside skriver Flensburg-Handewitt således, at man har lavet en aftale med den hårdtskydende dansker Andreas Holst Jensen.
De to parter er blevet enige om en aftale, der gælder resten af sæsonen.
- Det er en god mulighed for mig, og jeg ser virkelig frem til at spille foran klubbens fans. Der er stadig nogle spændende kampe tilbage i sæsonen, og jeg håber, at jeg kan hjælpe holdet, siger Andreas Holst Jensen.
Den 30-årige bagspiller har senest tørnet ud for Rhein-Neckar Löwen, hvor hans kontrakt løb ud efter sidste sæson.
Tidligere har han spillet for klubber som Montpellier, Aalborg Håndbold, GOG og barndomsklubben Lemvig-Thyborøn.
- Med Andreas får vi endnu en mulighed i bagkæden. Han er en god spiller, som kommer med den danske filosofi, siger træner Ales Pajovic.
Simon Pytlick brækkede armen i en European League-kamp mod Toulouse i slutningen af februar.
Foruden Andreas Holst Jensen har Flensburg-Handewitt skrevet kontrakt med højrebacken Marko Kopljar efter Pytlicks skade.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.