Dansker spiller nøglerolle i polarklubs historiske bedrift
Kasper Høgh scorede igen for Bodø/Glimt, der torsdag aften skrev klubhistorie med en samlet sejr over grækere.
Opdateret kl. 23:05
For første gang nogensinde er Kasper Høghs Bodø/Glimt videre til kvartfinalerne i Europas næstbedste klubturnering, Europa League.
Trods et 1-2-nederlag torsdag aften på udebane i returkampen mod Olympiakos avancerer den norske mesterklub med en samlet sejr på 4-2.
Den danske angriber åbnede målscoringen i returkampen, og kronjyden kom også to gange på måltavlen, da Bodø/Glimt for en uge siden sikrede et komfortabelt forspring på eget græs i ottendedelsfinalen.
Med syv scoringer er Kasper Høgh foreløbig delt topscorer i Europa League.
Den norske klub, der har hjemmebane nord for Polarcirklen, har en gang tidligere nået en europæiske kvartfinale, men det var i den lavere rangerende Conference League i 2021/2022-sæsonen.
Den danske angriber gjorde det onde ved grækerne efter omkring 35 minutter.
Norske Jens Hauge stormede frem i venstresiden, inden han sendte et krøllet indlæg ind til Høgh, der flugtede kuglen i netmaskerne fra kort afstand.
Olympiakos gav ikke op og vendte returkampen på hovedet efter pausen, men var ingenlunde i nærheden af at indhente nordmændenes samlede forspring.
I kvartfinalen tørner Bodø/Glimt sammen med italienske Lazio, der samtidig med kampen i Grækenland spillede 1-1 på hjemmebane mod Plzen og sikrede en samlet sejr på 3-2.
På udebane i den første kamp blev den danske landsholdsspiller Gustav Isaksen matchvinder for Lazio, da han scorede til 2-1 i det absolut sidste sekund.
Også Rasmus Nissen Kristensens Eintracht Frankfurt er blandt de sidste otte hold i Europa League.
Danskeren var i startopstillingen, da Frankfurt vandt 4-1 på hjemmebane og tog en samlet 6-2-sejr over Ajax, der sendte Anton Gaaei på banen efter godt 70 minutter i torsdagens returkamp.
Frankfurt møder i kvartfinalen Tottenham, der på eget græs vandt 3-1 over Alkmaar og tog en samlet sejr på 3-2.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.