Danskerne kører fra alle konkurrenterne i første EM-holdløb
Lasse Norman Leth vendte tilbage til firekilometerholdet, der slog alle konkurrenterne i kvalifikationen.
Opdateret kl. 16:47
Danmark vandt sidste år guld i 4000 meter holdforfølgelse i sikker stil ved VM på hjemmebane i Ballerup, og de gode takter ser ud til at fortsætte i 2025.
Onsdag var danskerne bedst af alle i kvalifikationen ved EM i belgiske Heusden-Zolder.
Robin Skivild, Lasse Norman Leth, Tobias Aagaard og Niklas Larsen var 3 minutter og 50,991 sekunder om at tilbagelægge de fire kilometer på velodromen.
Det sikrer dem pole position i semifinalen, hvor Italien bliver modstanderen i den direkte duel.
Italienerne, som stillede op uden stjernerne Filippo Ganna og Jonathan Milan, var fjerdebedst i kvalifikationen.
De italienske rytteres tid var hele 4,769 sekunder langsommere end den danske, så de skal finde et helt andet niveau, hvis de skal hamle op med danskerne i den såkaldt første runde.
Storbritannien var godt et halvt sekund efter vindertiden og ligner umiddelbart den største konkurrent til Danmark. Briterne møder Schweiz i deres semifinale.
Både første runde og finalen køres torsdag.
Danskerne har ikke vundet EM-guld i holdforfølgelsesløb siden 2021 og tabte sidste år finalen til netop Storbritannien.
Stævnet i Belgien er et comeback for Lasse Norman, der tidligere har været med til at vinde VM-guld i den danske hofdisciplin to gange.
Men ved sidste års VM på hjemmebanen i Ballerup mente landstræner Casper Jørgensen ikke, at den erfarne rytter var god nok til at være en del af holdet.
Det har dog ikke fået Norman til at opgive ævred, og han har sat OL 2028 i Los Angeles som sit helt store mål.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.