Dartpioner: Næste skridt er at vinde en turnering

Fallon Sherrock har nedbrudt mange barrierer inden for dart, men mangler stadig at vinde en stor turnering.

Fallon Sherrock fik sit helt store gennembrud, da hun som den første kvinde nogensinde vandt en kamp ved 2020-udgaven af VM i dart. (Arkivfoto) <i>Action Images/Ritzau Scanpix</i>

Fallon Sherrock fik sit helt store gennembrud, da hun som den første kvinde nogensinde vandt en kamp ved 2020-udgaven af VM i dart. (Arkivfoto) Action Images/Ritzau Scanpix

Den første kvinde til at vinde en kamp ved VM. Den første kvinde til at spille sig i finalen i en større turnering.

Fallon Sherrock er den ubestridt største kvindelige stjerne inden for dart og har været på himmelflugt siden 2020-udgaven af verdensmesterskaberne. Blot fordi hun her vandt to kampe.

Men det havde ingen andre kvinder altså gjort før. Den 27-årige englænder har brudt barrierer, men mangler stadig et par stykker.

Først på listen er at løfte en pokal.

- Jeg har opnået meget, men det næste gennembrud for kvindedart - og mig - ville være at vinde en stor turnering, siger Sherrock.

Det får hun mulighed for at gøre, når Nordic Darts Masters i weekenden for andet år i træk løber af stablen i Forum i København.

Nordic Darts Masters er en del af dartforbundet PDC's World Series of Dart. En slags omrejsende dartcirkus, der turnerer rundt på jordkloden for at udbrede sporten.

Det er Fallon Sherrock i kraft af hendes status som dartpioner blevet en del af.

- Det er udmattende. Ej, det har været rigtig godt. Jeg får lov til at se en masse nye steder og begivenheder, og det havde jeg aldrig troet ville ske for bare et par år siden, siger Sherrock.

Siden hun bragede ind på dartscenen, har hendes liv ændret sig markant.

- Jeg havde ikke troet, at det at vinde et par kampe ville blive så stort. Jeg er stadig ved at tilpasse mig, men jeg er ved at vænne mig til det, og forhåbentlig fortsætter det.

- Jeg har været i gang nonstop, siden vi kom på den anden side af coronapandemien. Det er vildt at se folk have masker på, der ligner mig, og at se mit ansigt på kopper og den slags, siger Sherrock.

I kraft af sine bedrifter ser hun sig selv som en slags ambassadør for kvindedart.

- Jeg tror, jeg er en rollemodel for unge piger, der kommer ind i sporten. Jeg gør, hvad jeg kan, men det kræver også, at andre kvinder kommer med i turneringerne. Det er begrænset, hvad jeg alene kan gøre.

- Men jeg tror måske, at kvinderne mangler troen på, at de kan være med, og at de er gode nok. Men der kommer flere og flere kvindeturneringer, og det virker som om, niveauforskellen mellem kvinder og mænd bliver mindre, siger Sherrock.

Tidligere har det været sådan, at de otte bedste fra PDC's verdensrangliste var med i alle World Series of Darts-turneringerne, men selv om Fallon Sherrock slet ikke figurerer på den, har hun altså fået en fast plads på deltagerlisten.

Hun anerkender da også, at hun nok ikke er en del af den verdensomspændende dartkaravane på grund af sine sportslige meritter på det seneste.

- Jeg ved godt, hvad der foregår. Men som jeg siger til alle, så tror jeg også, de ville gribe den her mulighed, hvis de fik den.

- Jeg ved godt, at PDC bruger mig som promovering, men det gør de også for at få flere kvinder ind i sporten. De prøver generelt bare at få flere til at spille og se dart, siger Sherrock.

Ud over hende og syv spillere fra verdensranglistens top er der også otte spillere fra Norden og Baltikum med i Nordic Darts Masters.

Blandt dem er der de tre danskere Vladimir Andersen, Benjamin Drue Reus og Brian Løkken.

Nordic Darts Masters indledes fredag aften. Finalen spilles lørdag aften.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.