Endnu en af Fuglsangs holdkammerater misser Touren

Som den femte rytter misser Daryl Impey Tour de France grundet corona. Fire er positive, og en er nærkontakt.

Daryl Impey kommer ikke til at køre Tour de France på grund af en positiv coronatest. <i>Josep Lago/Ritzau Scanpix</i>

Daryl Impey kommer ikke til at køre Tour de France på grund af en positiv coronatest. Josep Lago/Ritzau Scanpix

Endnu en af Jakob Fuglsangs holdkammerater går glip af Tour de France grundet coronavirus.

Daryl Impey fra cykelholdet Israel-Premier Tech er torsdag blevet testet positiv for corona og kommer ikke med i Touren.

Det oplyser holdet på Twitter. I stedet for Daryl Impey kommer Guy Niv ind som rytter nummer otte.

- Selv om han ikke har symptomer, er Daryl Impey blevet testet positiv for corona her til morgen og vil ikke rejse med til Danmark.

- Holdet ventede til sidste øjeblik for at se, om Impey sikkert ville kunne tilslutte sig boblen. Men i stedet har vi udtaget Guy Niv som holdets ottende rytter, skriver holdet.

Da der var holdpræsentation i Tivoli i København onsdag, var Daryl Impey ikke med. Han udtrykker torsdag stor skuffelse over situationen kort før Tour-starten i Danmark.

- Jeg er helt knust over ikke at være med til starten på Touren i København i år. Det er det værste mareridt.

- Jeg ønsker alle mine holdkammerater det bedste i løbet og håber, de får et succesfuldt løb, skriver Daryl Impey på Twitter.

Sydafrikaneren Daryl Impey er den anden rytter, der misser Touren for Israel-Premier Tech, efter at holdkammeraten Omer Goldstein røg ud onsdag.

Omer Goldstein blev kategoriseret som nærkontakt til en coronasmittet og blev skiftet ud af den årsag.

Ud over Omer Goldstein og Daryl Impey må Israel-Premier Tech også undvære holdets øverste sportslige leder, Rik Verbrugghe, som blev testet positiv for coronavirus, da han skulle rejse til København.

I alt er fem ryttere ude af Touren grundet corona. De øvrige ryttere er Quick-Steps Tim Declercq, Matteo Trentin fra UAE Emirates samt Astanas Samuele Battistella.

Derudover er Merijn Zeeman, sportsdirektør hos Jumbo-Visma, også smittet med corona.

Bob Jungels fra AG2R var også tvivlsom grundet en positiv coronatest onsdag, men med lave værdier. Torsdag oplyser AG2R, at Jungels efter en ny test torsdag er klar til Touren.

Touren skydes i gang fredag med en enkeltstart i København. I alt ti danskere er med i feltet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden