Sport

DBU dropper ungdomslandsholdsspillere ved tynde afbud

Filip Bundgaard og Valdemar Byskov har overtrådt retningslinjer og kan ikke udtages til U21-landsholdet.

En varm Filip Bundgaard havde været et oplagt emne for Danmarks nye U21-landstræner, men han har overtrådt retningslinjerne med et tyndt landsholdsafbud.
En varm Filip Bundgaard havde været et oplagt emne for Danmarks nye U21-landstræner, men han har overtrådt retningslinjerne med et tyndt landsholdsafbud. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:42

Dansk Boldspil-Union (DBU) har gennem en længere periode oplevet en stigning i umotiverede afbud til unionens ungdomslandshold, og den tendens vil DBU bekæmpe med et nyt tiltag.

Unionen har indført nye retningslinjer, der medfører, at hvis en spiller melder afbud til en officiel termin uden gyldig grund, kan spilleren ikke udtages til de to efterfølgende landsholdssamlinger.

Det skriver DBU på sin hjemmeside.

Aktuelt betyder det, at Brøndbys Filip Bundgaard og FC Midtjyllands Valdemar Byskov ikke kan udtages til de kommende to U21-landsholdssamlinger, fordi de før sommerferien ikke havde en gyldig årsag til at melde afbud. En skade ville eksempelvis være en gyldig grund til afbud.

Retningslinjerne skal værne om kulturen på landsholdene, siger DBU's tekniske chef, Anders Gerber.

- Vi ved, at klubberne og de unge spillere står midt i mange, komplekse overvejelser - klubskifte, tætte kampprogrammer og andre hensyn. Det har vi fuld forståelse for. Det kan være vanskelige beslutninger, og det har vi respekt for.

- Men vi må også være tydelige: Landsholdsdeltagelse er ikke noget, man vælger til og fra uden gyldig grund. Det handler om at fastholde de stærke relationer og kulturen, som vi altid har været stolte af på vores landshold, siger Anders Gerber.

Allerede i foråret blev de danske klubber orienteret om de ændrede retningslinjer.

- Vi er ikke i tvivl om, at klubberne og spillerne er stolte over at blive udtaget til de danske landshold og gerne vil spille i rødt og hvidt. Men vi er samtidig også nødt til at reagere på, at antallet af afbud uden gyldig grund er steget væsentligt.

- Disse afbud svækker vores hold sportsligt, da vi ønsker at bygge stærke relationer spillerne imellem på og uden for banen i jagten på vigtige slutrunder, siger Anders Gerber.

Retningslinjerne gælder for alle ungdomslandshold på tværs af køn.

Lars Knudsen udtager sin første U21-landsholdstrup på tirsdag, og det vækker skuffelse i FC Midtjylland, at Valdemar Byskov er blandt to navngivne spillere, der nu har fået en intern landsholdskarantæne.

- Vi finder det uværdigt at hænge to unge spillere ud på den måde. Det her handler ikke om at vælge klub over landshold. Vi ønsker dialog og indsigt frem for straf. Når vi ender i sager som denne, føler vi os ikke som en del af noget større, det bliver "os mod dem" - og det gavner ingen.

- Alle har det samme mål: at udvikle de dygtigst mulige danske spillere til gavn for både klubber og landshold, siger FCM-fodbolddirektør Jacob Larsen til TV 2 Sport.

Han påpeger blandt andet, at de unge spillere har brug for restitution i et tæt kampprogram, så de ikke brænder ud eller risikerer skader.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden