DBU hyrer ny målmandstræner efter tabet af Lars Høgh
FC Københavns målmandstræner Kim Christensen er blevet tilknyttet herrelandsholdet resten af året.
Tabet af målmandstræner Lars Høgh har fyldt meget på det danske fodboldlandshold siden legendens død i december.
Et nyt kapitel skal nu skrives på det danske herrelandshold, og afløseren for den tidligere OB-keeper er fundet.
Valget er faldet på FC Københavns målmandstræner Kim Christensen, der skal varetage jobbet resten af året og dermed også til og med VM i Qatar i november og december.
Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) mandag på Twitter.
Kim Christensens første opgaver bliver Danmarks testkampe mod Holland og Serbien 26. og 29. marts.
- Når herrelandsholdet på søndag rejser på træningslejr i Spanien, er Kim Christensen med som målmandstræner.
- Den 42-årige målmandstræner fra FC København er blevet tilknyttet som del af trænerstaben til og med VM senere på året, oplyser DBU.
Kim Christensen har før vikarieret som målmandstræner på landsholdet, når Lars Høgh har været fraværende.
Lars Høgh døde i december efter længere tids kræftsygdom. Han blev 62 år og spillede hele sin karriere i OB, hvor han nåede 817 førsteholdskampe.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.