arbejde

DBU-talentchef bliver sportsdirektør i udenlandsk klub

Det er endnu uvist, hvilken klub Flemming Berg, der er talentudviklingschef i DBU, skal til.

Flemming Berg skifter fra DBU til et job i en udenlandsk fodboldklub.
Flemming Berg skifter fra DBU til et job i en udenlandsk fodboldklub. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Flemming Berg, der siden 2015 har stået bag talentudviklingen på de danske landshold, stopper i Dansk Boldspil-Union (DBU), da han har sagt ja til en rolle som sportsdirektør i en international klub.

Det oplyser DBU tirsdag i en pressemeddelelse.

- Det har været en utrolig svær beslutning at forlade en fantastisk arbejdsplads, som er meget mere end arbejde.

- Men jeg har fået en enestående mulighed som sportsdirektør i en international klub, og det måtte jeg forfølge, siger Berg i pressemeddelelsen.

Det er fortsat uvist, hvilken klub han har sagt ja til, da den endnu ikke ønsker at blive offentliggjort, fremgår det.

Fodbolddirektør i DBU Peter Møller er ærgerlig over at skulle sige farvel til sin talentchef, men han er samtidig stolt over, at DBU kan være et afsæt til at opnå internationale stillinger.

- Alle i dansk fodbold skylder Flemming Berg en stor tak for hans store og utrættelige indsats og bidrag til udviklingen af dansk fodbold.

- De mange dygtige talenter i dansk fodbold og den store succes på U- og A-landshold har tråde rettet mod Flemming, siger Møller i meddelelsen.

I den kommende periode vil DBU indlede sin jagt på en ny talentudviklingschef. Flemmings Bergs fratrædelse træder i kraft 1. april.

Ritzau har været i kontakt med Flemming Berg, der ikke ønsker at kommentere yderligere på sin aftrædelse.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden