De første ti danske atleter er udtaget til vinter-OL
Danmark sender ti curlingspillere af sted til vinterlegene i Beijing. Det giver mindst 18 kampe til danskerne.

Danmark - Skotland ved VM i Curling for kvinder Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det begynder for alvor at dufte af vinter-OL, efter at Danmarks Idrætsforbund (DIF) har udtaget de første ti atleter.
DIF satte tirsdag navne på de fem kvinder og fem mænd, der skal repræsentere Danmark i curlingturneringen ved vinter-OL i Beijing, der begynder 4. februar.
Mikkel Sansone Øhrgaard, der er chef de mission for den samlede danske OL-delegation i Beijing, håber på dansk curlingfeber hjemme i stuerne.
- Jeg tror ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at sige, at det er fantastisk, men også overraskende, at vi er repræsenteret med både kvinderne og mændene i OL-curlingturneringen i Beijing.
- Lige så positivt overraskede, vi er, lige så begejstrede og stolte er vi. Vi er sikret minimum 18 curlingkampe, som danskerne kan følge på skærmene fra Danmark.
- Og så håber vi naturligvis i vores stille sind på curlingfeber a la Nagano i 1998, hvor en masse danskere stod op om natten for at følge de danske curlingspillere, siger Mikkel Sansone Øhrgaard.
I japanske Nagano i 1998 vandt curlingkvinderne Danmarks første og indtil videre eneste danske medalje ved et vinter-OL.
Det kvindelige og mandlige hold skal kæmpe mod ni andre kvalificerede lande i hver af de to OL-curlingturneringer.
Kvinderne sikrede sig OL-billetterne ved VM i maj 2021, og skipper Madeleine Dupont har erfaring fra to tidligere vinter-OL - i canadiske Vancouver i 2010 og sydkoreanske Pyeongchang i 2018.
- Jeg havde aldrig troet, at deltagelse ved to OL kunne blive virkelighed, så at skulle afsted tredje gang er mere, end jeg turde drømme om.
- Men det vidner om årevis af hårdt arbejde og dedikation, så det bliver en sand fornøjelse at få mulighed for at spille i Beijing, siger Madeleine Dupont.
Ud over skipperen består holdet af søsteren Denise Dupont, Mathilde Halse, My Larsen og Jasmin Lander. Der er fire på banen ad gangen og en reserve.
Det mandlige danske curlinghold består af skipper Mikkel Krause, Mads Nørregaard Rasmussen, Henrik Holtermann, Kasper Wiksten og Tobias Thune.
Vinter-OL løber fra 4. februar til 20. februar.
/ritzau/