Sport

Declan Rice efter vilde frisparksbrag: Jeg er lidt målløs

Arsenals Declan Rice var tirsdag aftens hovedperson, hvor to vilde frisparksmål bragte Real Madrid i knæ.

Den engelske midtbanespiller Declan Rice diskede tirsdag aften op med to dybt imponerende frisparksscoringer, da Arsenal tvang mastodonten Real Madrid i knæ i den første af to kampe i Champions Leagues kvartfinaler.
Den engelske midtbanespiller Declan Rice diskede tirsdag aften op med to dybt imponerende frisparksscoringer, da Arsenal tvang mastodonten Real Madrid i knæ i den første af to kampe i Champions Leagues kvartfinaler. David Klein/Ritzau Scanpix

Arsenals Declan Rice havde god grund til at være glad tirsdag aften.

Med to storslåede frisparksscoringer var den engelske midtbanespiller med til at tvinge Real Madrid i knæ i den første af to kampe i Champions Leagues kvartfinaler.

Kampen sluttede 3-0, og det var en stor overraskelse for hovedpersonen selv, at han præsterede de to scoringer, siger han.

- For at være ærlig er jeg lidt målløs. Jeg er glad for at have scoret to mål for klubben og for at slå en så historisk klub som Real Madrid i denne turnering. Det er så stor en aften for os, siger han.

Arsenal havde overtaget i størstedelen af kampen, hvor første mål kom efter en lille time.

26-årige Rice, der aldrig havde scoret på et frispark i løbet af karrierens over 300 kampe, sendte et fantastisk skruet spark bolden uden om muren og hårdt ind i netmaskerne.

12 minutter senere fik Arsenal atter frispark fra en lignende position, og Rice sendte endnu et skud op i det øverste hjørne.

Dermed er Rice den første spiller, der scorer to mål på direkte frispark i knockout-faserne i Champions League.

Det tredje mål af Mikel Merino betyder, at Arsenal for første gang siden 2009 har én fod i semifinalen.

Arsenal-manageren Mikel Arteta så forbløffet ud, da Rices første scoring gik i nettet.

- Det er det smukke ved den, der opfandt denne sport. Vi havde ikke scoret på et direkte frispark siden september 2021. Og i aften, mod Real Madrid på hjemmebane i Champions League, scorede vi to på 13 minutter, siger han.

- Hvis der er en spiller, der kan gøre det så rent, som han gjorde, så er det Declan (Rice, red.).

Anderledes er stemningen hos mastodonten Real Madrid, hvor træneren Carlo Ancelotti indrømmer, at hans holds chancer for at nå Champions League-semifinalerne er små.

- Normalt løfter holdet deres spil mod slutningen af kampene. Det var skuffende, det var dårligt, og vi er nødt til at være kritiske over for os selv og gøre alt, hvad vi kan, i næste uge for at komme ovenpå igen, siger han.

Holdet var sjældent truende i angrebet, og forsvaret var uorganiseret.

- Mulighederne (for at gå videre, red.) er ret små, men vi er nødt til at prøve - 100 procent. Vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan. Det er en mulighed for at vise vores reaktion på en dårlig kamp.

- Hvis man ser på kampen i aften, er der ingen mulighed. Men fodbold kan ændre sig. Ingen forventede, at Rice ville score to mål på to dødbolde. Alt kan ske i fodbold, siger Carlo Ancelotti.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden