Defensiv FCK-formation overraskede Chelsea-træner
Enzo Maresca var noget forbavset over FC Københavns opstilling til Conference League-kampen i Parken.
Træner Jacob Neestrup havde rystet posen med sit FC København-mandskab i en grad, som Chelsea-træner Enzo Maresca ikke havde regnet med.
Det endte dog med, at Chelsea tog fra Parken med en sejr på 2-1 over FCK inden returopgøret i Conference Leagues ottendedelsfinaler på torsdag.
- De overraskede os. I godt tre år under deres træner har de sjældent spillet med fem i bagkæden, så det var vi ikke forberedt på, siger Maresca.
- Jeg følger altid med i vores modstanderes kampe, og det var ikke anderledes her. De stiller ikke normalt op med fem i bagkæden, men det gjorde de, og det kom bag på os, siger han.
På trods af et mere uforudsigeligt FCK-hold end forventet er Maresca stadig godt tilfreds med sit holds indsats i København.
- Jeg synes, vi fortjente at vinde kampen, og jeg er tilfreds med, at vi ikke gav nogen chancer væk indtil de sidste godt ti minutter, siger han.
Italieneren ser frem til næste uges returkamp i London, hvor han håber at være bedre forberedt på truslen fra FCK.
- Jeg er altid nervøs inden en stor kamp, og sådan bliver det også frem mod returkampen. Men nu har vi først en kamp i Premier League på søndag, og så har vi tre dage til at se frem mod FCK, siger Chelsea-træneren.
Maresca havde også selv rystet posen med sit Chelsea-hold inden kampen.
Det betød blandt andet startpladser til de to teenagere Shumaira Mhueka og Tyrique George på 17 og 19 år.
Det betød til gengæld også, at der var en masse at skyde med fra bænken, og det blev afgørende.
Først assisterede indskiftede Marc Cucurella sin holdkammerat Reece James ved 1-0 scoringen, og indskifterne Christopher Nkunku og Enzo Fernández var direkte involveret i målet til 2-0, hvor sidstnævnte havde sidste fod på.
Chelsea møder søndag Leicester i Premier League, inden der skal spilles returkamp mod FCK i London på torsdag.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.