AaB

Der skal stadig tyndes ud i AaB-truppen: Særligt én spiller skal prøve andre græsgange

AaB skal ikke kun kigge efter mulige forstærkninger og forholde sig til købstilbud på profiler

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FODBOLD: Lige nu drejer omgivelsernes interesse for AaB sig primært omkring trænersituationen, hvor Martí Cifuentes rygtes til svensk Hammarby. Sekundært er der også spekulationer om Christian Sørensen som ny AaB-spiller. Det skulle være en proces, der har været i gang i flere uger og nu nærmer sig en afgørelse.

Det er dog langt fra de eneste fokusområder, som sportschef Inge André Olsen skal forholde sig til i det igangværende transfervindue.

Sportschefen skal nemlig også have noget udgående trafik i spillertruppen. Her tænkes ikke kun på salg men også udlejning fra overskudslageret, der tæller et par kandidater.

Mest oplagt er et lejemål til Vladimir Prijovic, der ikke har set skyggen af spilletid på AaB's superligahold. Faktisk har han været meget langt fra spilletid, hvilket præstationerne på klubbens U19-hold har vidnet om.

- Planen er, at han skal lånes ud. Han har brug for et udlån. Det er vores plan med ham, siger Inge André Olsen.

I sommerens transfervindue var der faktisk bud fra Prijovic, der blandt andet spillede en træningskamp for Jammerbugt FC. Det er som sådan ikke AaB's velvilje til at sende serberen på udlån, der mangler.

- Der har tidligere været muligheder for at låne ham ud, som vi har syntes var gode, men der har spilleren ikke syntes, det var godt. Derfor er det ikke blevet til noget, siger Inge André Olsen, der ikke kan gøre andet end at opfordre den enkelte spiller til at lytte til de planer, som AaB har med den pågældende spiller.

- Spilleren træffer jo den endelige beslutning, men vi har en plan om, at det vil være bedst for Pirjovic at komme ud på lån et sted, hvor han kan få kontinuerlig spilletid på et højere niveau. Altså noget voksenfodbold, siger Inge André Olsen.

Umiddelbart er Vladimir Prijovic øverst på listen over AaB-spillere, der skal sendes på fremmed græs. Andre AaB-ansigter kan dog også komme med i betragtning.

- Det kan blive aktuelt med andre udlån, men det er et dynamisk billede, vi kigger på. Vi føler jo, at vi har det antal og den kvalitet, vi skal have for at skabe konkurrence om startpladserne, siger Inge André Olsen.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden