Derfor bænkede VFF-træner topscorer

Det vakte en del opsigt, da Lasse Steffensen ikke var at finde i Vendsyssels startopstilling, men der var der en klar årsag til

Her jubler Lasse Steffensen over en af sine hidtil fem scoringer, men han var til manges overraskelse bænket mod Nykøbing FC <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Her jubler Lasse Steffensen over en af sine hidtil fem scoringer, men han var til manges overraskelse bænket mod Nykøbing FC Arkivfoto: Henrik Bo

NYKØBING FALSTER: En vinder har altid ret, og Vendsyssel vandt som bekendt 3-1 ude over Nykøbing FC, og cheftræner Henrik Pedersen så ud til at have læst godt på lektien. 

Et af de taktiske greb, han foretog inden kampen, var at bænke topscorer Lasse Steffensen til fordel for Wessam Abou Ali som angriber. 

- Der var først og fremmest et hensyn til, at vi også har en kamp igen allerede tirsdag, og Lasse har været meget skadet, så vi skal passe på ham. Vi havde en formodning om, at kampen i Nykøbing ville blive en løbekamp for os, hvorimod kampen mod Hobro vil blive mere fysisk betonet. Derfor var Lasse sat på bænken, så han kan være frisk til kampen mod Hobro, siger Henrik Pedersen. 

Valget af Wessam Abou Ali som frontmand var heller ikke helt ligetil. Der var nemlig også en Konate, der skulle ind i ligningen. 

- Konate har ikke spillet fra start endnu, og han var altså vores bedste offensive kort i sidste sæson. Jeg har forklaret ham, at det har været nemmere for os at få Wessam i form som kantspiller. Nu var Wessam klar til at spille i front i en kamp, hvor vi havde brug for fart, og så kunne "Timmi" komme ind på sin kant, siger Henrik Pedersen, der glæder sig over, at han har så mange offensive spillere i form, at man kan sende rækkens varmeste angriber på bænken. 

- Lasse, Wessam og Konate vidste allerede inden den forrige kamp mod Fremad Amager, at det her var planen, og vi ved også nogenlunde, hvordan vi vil gribe det an på tirsdag mod Hobro, siger Henrik Pedersen. 

- Vi er kommet så langt i vores opbygning af en træningskultur i klubben, at vi nu kan kigge meget på den enkelte kamp og så lave justeringer i vores koncept. Det fortæller mig, at vi har fået skabt den base, som vi gerne vil, siger Henrik Pedersen, der peger på en stærkere fælles kultur i Vendsyssel som en af årsagerne til en markant fremgang i spil og resultater i begyndelsen af den nye sæson. 

- Vi er kommet til et punkt, hvor vi træner flere gentagelser på træningsbanen og ikke har nær så meget evaluering. Det er godt, og så er det min fornemmelse, at den her gruppe spillere, vi har samlet nu, er meget mere på bølgelængde med hinanden. Det er også et udtryk for den stærke kultur, vi har, siger Henrik Pedersen. 

Han køber postulatet om, at Vendsyssel FF har fået en god indledning på den nye sæson med tre sejre i fire kampe.

- Der er mange positive ting, som vi skal hæfte os ved lige nu. Ni point i fire kampe er godkendt, og vi har vundet to udekampe i træk. Det er vist ikke sket før i min tid som træner i klubben. Jeg kan også se, at vi har fået bedre styr på både det defensive og offensive koncept, så det tegner godt, siger Henrik Pedersen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.