AaB

Sådan kommer udenlandsk investor til at påvirke AaB's drift

AaB-direktør Thomas Bælum peger på en række forskellige faktorer som forklaringen på AaB røde regnskabstal fra 2022

Thomas Bælum håber, at han kan lade plan B ligge i skrivebordsskuffen. Den bliver nemlig kun aktuel i tilfælde af en nedrykning
Thomas Bælum håber, at han kan lade plan B ligge i skrivebordsskuffen. Den bliver nemlig kun aktuel i tilfælde af en nedrykning Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 08:33

AALBORG: Solen skinnede omtrent ligeså skarpt, som de mange smil, der var at finde på AaB's træningsanlæg fredag middag. 

Det var tydeligt, at torsdagens pokalsejr krydret med høj sol skabte en helt anderledes positiv stemning på træningsanlægget, der ellers har været tynget af de svigtende resultater i de seneste mange måneder. Sådan er fodboldens verden en forunderlig størrelse. 

På samme måde er fodboldøkonomi også en helt speciel størrelse. AaB kunne nemlig præsentere et underskud for 2022 på 15,8 millioner kroner før skat. I andre brancher ville sådan et resultat sandsynligvis være påhæftet en bemærkning fra selskabets revisor, men nu er det en fodboldklub, og så er det nogle helt andre mekanismer, der træder i spil. 

Faktum er dog, at det på ingen måde imponerende resultat kræver et par uddybende kommentarer fra AaB's administrerende direktør Thomas Bælum, der ikke har en entydig forklaring på det røde bundlinjetal.

 - Der er ikke én stor altoverskyggende forklaring på vores negative resultat, men de manglende transferindtægter rammer os naturligvis.

AaB har en ambition om at have en transferindtægt på 30 millioner kroner pr. år. Det var man ikke i nærheden af at realisere, selvom man kunne præsentere et transferoverskud på 17 millioner for året. 

- Vi nåede ikke helt vores transferbudget. De andre år har vi ligget noget højere der. Næsten dobbelt så højt i transferindtægter. Det er den ene ting, siger Thomas Bælum, der har et par andre nedslagspunkter.  

Afskrivninger

Blandt andet har det også kostet på bundlinjen, at AaB i efteråret 2022 sagde farvel til en række medarbejdere i jagten på at optimere organisationen.

- Vi har også forsøgt at optimere organisationen. Vi havde en række afskedigelser i efteråret. Vi havde blandt andet en cheftræner, vi sagde farvel til, og så havde vi en sportschef, som stoppede. Det gjorde, vi havde nogle engangsudgifter, som vi skulle afskrive med det samme, siger Bælum, der også sagde farvel til medarbejdere i administrationen.  

På sponsorsiden var der indtægter for over 36 millioner, mens der var matchday-indtægter på over 20 millioner i 2022. Det ændrer ikke på, at resultatet ikke skaber glæde på Hornevej. Der skal forbedringer til.

- Vi skal være dygtigere til at spille til par i forhold til vores budget. Hvis vi har det sjettestørste budget, så skal vi jo starte med at leve op til det. Lige nu spiller vi jo ikke til par, når vi ligger nummer 11. Vi skal være dygtigere til at bruge vores penge rigtigt, og det er hele vejen rundt. Vi skal driftsoptimere, og så skal vi fortsætte udviklingen på sponsorsiden, siger Thomas Bælum.

Oven i alle de sportslige og økonomiske udfordringer er der også spekulationerne om en mulig udenlandsk storinvestor. En ny investor kommer dog ikke til at ændre markant på AaB's økonomiske formåen.

- Det, der primært vil ske, er kompetence-tilførsel ved en ny investor. Jeg er tidligere blevet citeret for at sige, at det ikke bliver en blankocheck. Det bliver en måde at gøre tingene smartere på. Det vil tage tid at implementere en ny sportslig strategi, der skal gøre, at vi krone for krone får mere ud af det. 

I forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten stod der, at AaB forventer et minus for 2023 i størrelsen 10 til 20 millioner kroner, men det er med udgangspunkt i at være en del af Superligaen i næste sæson. Hvis det ikke er tilfældet, er det sikkert, at AaB må vinke farvel til en del indtægter. Thomas Bælum og den øvrige ledelse har stykket en plan sammen til brug ved en nedrykning, men hvordan en eventuel nedrykning kommer til at påvirke AaB's årsresultat for 2023, vil direktøren ikke forholde sig til på nuværende tidspunkt. Andre klubber, der er endt med at rykke ud af Superligaen, har nedjusteret forventningerne fra alt mellem 10 til 30 millioner kroner. 

- Vi fokuserer på at undgå nedrykning. Vi har en plan i skuffen, som vi kan hive op, hvis vi rykker ned. Men den får I mig ikke til at tage op på nuværende tidspunkt. Nu fik vi også den her oplevelse på stadion i går (torsdag), som vi har higet efter. Så lad os endelig bygge videre på den, siger Thomas Bælum.    

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden