Karriere

Stor profil forlænger sit ophold i Aalborg

Aalborg Pirates forlænger med en af klubbens største profiler, og det er en aftale, der stikker dybere end blot spillet på isen

Kirill Kabanov er også at finde i Aalborg i de kommende år.
Kirill Kabanov er også at finde i Aalborg i de kommende år. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 12:11

- Han er limen på holdet. Det er der slet ingen tvivl om. Han er en meget dygtig ishockeyspiller, men han er først og fremmest en holdspiller, så for ham handler det om, at alle på holdet har det godt. 

- Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle sige om en russer. 

Ordene kommer fra Aalborg Pirates' sportschef Ronny Larsen, og de er rettet mod Kirill Kabanov, der netop har forlænget sin aftale med piraterne, så han også er en del af besætningen i de næste tre sæsoner. 

- Det betyder enormt meget for hele klubben, at Kirill også er en del af fremtiden. Han er en fantastisk karakter, og vi kan ikke sige nok godt om hans betydning for holdet og klubben. Kirill er en showman, en meget social karakter og en meget seriøs sportsmand, fortsætter Ronny Larsen. 

Hockeymæssigt er der heller ingen tvivl om, at Kirill Kabanov også vil være et kæmpe aktiv på isen i de kommende år for Aalborg Pirates. 

- Han er stadig topmotiveret, og han arbejder altid stenhårdt i holdets interesse. Jeg har selv spillet sammen med andre russere, og Kirill er altså ikke den typiske russiske ishockeyspiller. Han kan lidt af det hele, men det vigtigste er og bliver holdet for ham, siger Ronny Larsen. 

Tilbage i 2021 lavede man også en kontrakt på tre år for den nu 31-årige russer, og dengang var man ikke i tvivl om, at Kabanov følte sig godt tilpas i Aalborg. 

Meget er sket siden. Blandt andet er hans ukrainske hustru og parrets to drenge flyttet permanent til Danmark, hvor børnene er begyndt i dansk skole. Det betyder også, at Aalborg meget vel kan ende med at blive familiens base, når karrieren engang er forbi for Kabanov. 

Kirill Kabanov har de seneste år været blandt de bedste spillere i den danske liga. Arkivfoto: Henrik Bo

- Den her forlængelse har så mange andre ting i sig end blot det sportslige. Vi er glade for, at han fortsat vil spille i Aalborg Pirates, men vi er mest af alt glade for at se, hvordan han og familien trives i Aalborg. Med alt det, de har været igennem, så har det en helt anden betydning, end når vi normalt laver en ny kontrakt med en spiller, siger Ronny Larsen. 

Et godt billede på Kabanovs reelle betydning for Aalborg Pirates er, at sportschefen ofte glemmer, at Kabanov er import-spiller og ikke af de danske drenge. 

- Vi har lige snakket om, at nu skal vi til at kigge på imports til næste sæson, for vi havde kun danskere på plads. Det passer jo ikke, for Kirill er jo stadig udlænding. Han føles bare som en af vores egne, siger Ronny Larsen.

Aalborg er hjem

Kabanov er selv begejstret for at kunne blive i Aalborg sammen med familien. 

- Aalborg er blevet vores hjem. Min yngste søn kan ikke huske, vi har boet andre steder, så for os er Aalborg vores base, og vi overvejer, om det skal være vores hjem, når jeg en dag er færdig med at spille ishockey. Det kan sagtens tænkes, for vi elsker det her, siger Kirill Kabanov.

Faktisk er han så glad for Aalborg, at han er gået i gang med at lære dansk, og direkte adspurgt, om hvordan det går, så skifter han fra engelsk til dansk. 

- Det går fint. Det går godt, lyder det på dansk fra den russiske Pirates-profil. 

Der er fortsat store ambitioner på isen. Kirill Kabanov spiller ikke ishockey for at vinde bronzemedaljer, som Pirates gjorde i den seneste sæson. 

- Jeg vil vinde mere guld med klubben. Det er helt afgjort målet i de kommende sæsoner. Jeg håber, at vi kommer ud med en anden indstilling til tingene i den kommende sæson, for indstillingen skal være bedre, hvis vi skal vinde guld, siger Kabanov, der ikke skulle bruge mange sekunder på at takke ja til kontrakttilbuddet. 

- Det var en nem beslutning. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg gerne ville fortsætte i denne fantastiske klub. Jeg har fået så meget opbakning fra vores enestående fans og alle andre i klubben, så naturligvis ville jeg gerne blive, siger Kirill Kabanov.

Kirill Kabanov leverede 25 point i grundspillet og 10 point i slutspillet i den forgangne sæson for Aalborg Pirates.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden