Det her godkender og dumper Hamrén efter nederlag i Viborg
Skarphed var en udtalt mangelvare, da AaB tabte 1-2 til et godt indstillet Viborg-hold

Rasmus Thelander og Anosike Ementa forlader her banen efter en times kamp. Sidstnævnte burde have scoret for AaB. Foto: Lars Pauli
VIBORG:AaB løb ind i årets første nederlag, da Viborg vandt torsdagens træningskamp 2-1 efter hele 120 minutters fodbold. Kampen var delt op i to gange 60 minutter for AaB's vedkommende. I bedste ishockey-stil blev der ganske enkelt skiftet en hel kæde efter en times fodbold.
AaB begyndte kampen i noget, der kunne minde om en A-kæde. Spillere som Lucas Andersen, Rasmus Thelander og Pedro Ferreira var med. De 11 startende AaB'ere fik en skæv indledning på kampen. Ja det vil sige, at Iver Fossum var tæt på at bringe AaB foran, inden Ibrahim Said scorede for Viborg.
Målet afslørede visse defensive udfordringer. Der er fortsat helt basale bevægelser i fireback-systemet, som ikke sidder i skabet. Mere positivt var det, at AaB fik skabt en del chancer. Oven i købet med et par muligheder i den kategori, hvor det kan forventes, at de bliver omsat til scoring. Desværre for AaB og træner Erik Hamrén er skarphed fortsat en udpræget mangelvare.
- Der var mange gode ting i dagens kamp, men hvis vi skal vinde kampe, skal vi også score mål. Vi har mange chancer i de første 60 minutter. Der skal vi score på et par af de chancer, så vinder vi den kamp.
- Jeg er tilfreds med, at vi skaber chancer, men næste skridt er, at vi skal score på de chancer. Hvis du isoleret set kigger på vores chanceproduktion, så er det fint, at vi skaber disse chancer, men vi skal score, fastslår Erik Hamrén.
Bedre presspil
Anosike Ementa fik den største blandt flere store chancer, da han slap alene igennem til en helt fri afslutning. Han lobbede dog bolden et godt stykke over målet.
Efter den forrige kamp i Horsens var der fokus på, at AaB's presspil ikke havde fungeret efter hensigten. Det var der arbejdet ihærdigt på at ændre i de mellemliggende træningspas.
- Det var bedre med presspillet. Det var et skridt frem, men det skal også blive bedre. Når vi starter de forskellige løb i takt, så bliver det godt, siger Hamrén.
Nicklas Helenius havde taget turen til Viborg i civil, og han indtog tilskuerens rolle, fordi han er småskadet. Herfra kunne han se de sidste 60 minutters fodbold have et lidt andet snit over sig. Der blev begået lidt for mange basale fejl i AaB's opspil, og Allan Sousa fik flere gange mange holdkammerater på nakken for ikke at gøre sit job godt nok.
Måske er det ud fra devisen om, at dem man elsker, tugter man, for Sousa lynede med en reducering til 1-2, der gjorde græmmelsen over Viborgs 2-0-scoring lidt mindre. Kristoffer Pallesen var blevet efterladt i en helt håbløs situation, og noget var tydeligvis gået galt i AaB's defensive organisation, da Viborg endte med at udnytte en tre mod en-situation til at score.
- Vores restforsvar var ikke korrekt placeret ved Viborgs mål i den anden kamp, og de chancer, som Viborg fik i den kamp, var alle efter boldtab fra vores side. Defensiven fungerede godt i de andre faser, men vi tabte bolden for meget, og det gav Viborg chancer, konstaterer Erik Hamrén, der ligesom med chanceproduktionen kunne finde både positive og negative nedslagspunkter.
- Det bliver lidt for nemme mål, vi giver væk. Det bliver lidt for simpelt. Det skal vi arbejde videre med. Her er det positive, vi kan arbejde videre med, at vi ikke giver mange chancer væk.

Nico Mantl kunne ikke gøre det store, da han blev passeret i træningsnederlaget mod Viborg. Her ses han stoppe bolden i en anden situation. Foto: Lars Pauli
Status inden AaB's træningslejr i Spanien er, at holdet har spillet tre træningskampe med to uafgjorte og et nederlag til følge. AaB har endnu til gode at toppe holdet, så de 11 formodede bedste spillere går på banen samtidigt. Det ændrer dog ikke ved, at AaB trænger til en sejr, selvom det i denne periode kun er en træningssejr. AaB skal ud at jagte sejre i forårets turneringskampe, og derfor må det være at foretrække, hvis holdet kender fornemmelsen af at vinde, når forårspremieren sparkes i gang mod AGF.
- Jeg kan ikke li' at tabe kampe. Vi taber den første kamp i kampen med 1-0, og den anden spiller vi uafgjort, men kigger vi samlet på det, så taber vi. Vi vil altid vinde kampe. Først og fremmest skal vi se på spillet i de her kampe, men her handler det igen om vores skarphed, siger Erik Hamrén.
Næste chance for en AaB-sejr bliver i den første af tre træningskampe på træningslejren. Den spilles søndag. Her er modstanderen Derry City fra Nordirland.
Viborg FF - AaB 2-1
- Træningskamp, fodbold
- 2 x 60 minutter
- Mål: 1-0 Ibrahim Said (7. minut), 2-0 Elias Achouri (78. minut), 2-1 Allan Sousa (102. minut)
- AaB's hold i den første time (4-3-3): Josip Posavec - Kasper Jørgensen, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Andreas Poulsen - Pedro Ferreira, Iver Fossum, Lucas Andersen - Louka Prip, Anosike Ementa, Kilian Ludewig.
- AaB's hold i den anden time (4-3-3): Nico Mantl - Kristoffer Pallesen, Lars Kramer, Anders Hagelskjær, Jakob Ahlmann - Sebastian Stahlfest (Sebastian Otoa, 105. minut), Malthe Højholt, Oliver Ross - Allan Sousa, Marco Ramkilde, Anders Noshe (Milan Makaric, 105. minut)
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.