Sport

Detroit Pistons bryder 17 års sejrstørke i NBA-slutspil

Ikke siden 2008 var det lykkedes for Detroit Pistons at vinde i NBA's slutspil. Nederlagsstimen er nu slut.

Detroit Pistons-stjernen Cade Cunningham (til venstre) og Tobias Harris scorede henholdsvis 33 og 15 point i sejren over New York Knicks.
Detroit Pistons-stjernen Cade Cunningham (til venstre) og Tobias Harris scorede henholdsvis 33 og 15 point i sejren over New York Knicks. Angelina Katsanis/Ritzau Scanpix

Efter 15 nederlag i træk i slutspillet i NBA og 17 år uden en sejr vandt Detroit Pistons omsider en kamp natten til tirsdag dansk tid.

Detroit Pistons lykkedes overraskende med at besejre New York Knicks 100-94 i holdenes anden kamp i denne sæsons slutspil. Dermed står det 1-1 i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Det var den første sejr i slutspillet i den bedste nordamerikanske basketball-liga siden 2008 for Detroit Pistons, der ikke havde været med i slutspillet siden 2019.

Holdet har været i slutspillet flere gange siden 2008, men uden at vinde en eneste kamp. 15 nederlag i træk i slutspillet lød Detroits stime på, og det er NBA-rekord.

Detroits Cade Cunningham førte an i sejren med 33 point i Madison Square Garden i New York, mens Dennis Schröder bidrog med 20 point og leverede en meget afgørende scoring til tre point 55 sekunder før tid.

Tyskerens scoring bragte udeholdet foran 97-94, og den føring blev kun udbygget i de døende sekunder.

- Det føles godt at repræsentere byen, som vi gjorde. Det er noget, byen har ventet på i lang tid. Nu er vi klar til at komme hjem og præstere godt foran vores eget publikum, siger Cunningham ifølge AFP.

Detroit-mandskabet formåede i denne sæsons grundspil at mere end tredoble antallet af sejre i forhold til året før.

I en ringe 2023/2024-sæson vandt Detroit kun 14 kampe, mens det i denne sæson blev til 44 sejre. I sidste sæson tabte holdet en overgang 28 kampe i træk. Det er den længste nederlagsstime i grundspillet i NBA's historie.

De næste to kampe i serien mod New York skal spilles i Detroit. Næste møde er natten til fredag dansk tid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden