Dideriksens Trek vinder første Vuelta-etape

Trek med danske Amalie Dideriksen var det stærkeste hold på Vueltaens indledende holdtidskørsel.

Amalie Dideriksen kørte ikke selv først over målstregen, men blev sammen med sit hold noteret for en sejr på onsdagens holdtidskørsel. (Arkivfoto). <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Amalie Dideriksen kørte ikke selv først over målstregen, men blev sammen med sit hold noteret for en sejr på onsdagens holdtidskørsel. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Amalie Dideriksens Trek fik en perfekt start på kvindernes Vuelta a España, der går under det officielle navn Ceratizit Challenge by La Vuelta.

Danskeren var en del af holdet, da det onsdag var hurtigst på den 19,9 kilometer lange holdtidskørsel i og omkring Marina de Cudeyo i Spanien.

Den femdobbelte danske mester i linjeløb kørte ikke selv med det sidste stykke på etapen, men slap sine holdkammerater tidligere på ruten. Hun trillede selv i mål 2 minutter og 46 sekunder senere.

Trek kørte med en gennemsnitlig hastighed på 50,7 kilometer i timen. Det tog blot 23 minutter og 31 sekunder at gennemføre løbet.

Det var seks sekunder hurtigere end BikeExchange, mens Cecilie Uttrup Ludwigs FDJ var tredjebedst med 11 sekunder op til førstepladsen.

To øvrige danskere, Emma Norsgaard og Julie Leth, deltager også i Vueltaen for henholdsvis Movistar og Uno-X.

Movistar blev nummer fem på etapen, mens Uno-X i en noget langsommere tid sluttede på 12.-pladsen.

Førertrøjen sidder på den italienske profil Elisa Longo Borghini, der fik æren af at køre først over stregen for Trek.

Det er ottende gang, at den spanske rundtur køres på kvindesiden.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.