Dietz så rødt og skød med skarpt i Hobros skydetelt

Hobro IK havde alverdens chancer for at sænke Nykøbing FC på Falster. Alligevel var det en midtstopper, som sikrede point til nordjyderne

Den egenudviklede midtstopper var værdifuld for Hobro fredag aften. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Den egenudviklede midtstopper var værdifuld for Hobro fredag aften. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Hobro IK havde en chancefyldt første halvleg mod bundholdet fra Nykøbing FC fredag aften. Men det var langt fra skarpheden, som tegnede kampbilledet i 1. divisionsopgøret. Kun forsvarsspilleren Frederik Dietz kom nemlig på tavlen for nordjyderne, inden han i overtiden blev udvist.

Dermed er Hobro på fem kampe i NordicBet Ligaen i streg uden sejr. 

Nykøbing FC - Hobro IK 1-1 (0-0)

Mål: 0-1 Frederik Dietz (49. minut), 1-1 Emilio Simonsen (77. minut)

Advarsler: Jesper Bøge, Hobro (67. minut), Jacob Egeris, Nykøbing (81. minut), Frederik Dietz, Hobro (90. minut), Frederik Dietz, Hobro (90. minut)

Udvisning: Frederik Dietz, Hobro (90. minut)

Hobros opstilling (3-5-2): Adrian Kappenberger - Frederik Dietz, Simon Jakobsen, Jesper Bøge - Oliver Overgaard (Simon Puggaard, 76. minut), Mathias Nygaard, Abdoul Yoda (Sebastian Avanzini, 76. minut), Mads Freundlich, Emil Søgaard - Danny Amankwaa (Laurs Skjellerup, 68. minut), Muamer Brajanac

Hobro har i indeværende sæson haft problemer med at producere nok chancer. Derfor var det et ret usædvanligt syn, da gæsterne på Falster vadede i store muligheder for at komme foran frem mod pausen. Dermed var det uden tvivl et afsavn, at angriberen Don Deedson var karantæneramt i opgøret.

Den allerstørste chance i første halvleg kom Oliver Overgaard til fra sin wingback, da Muamer Brajanac kom i direkte duel med Jannich Storch i Nykøbing-målet. Det kastede et tomt mål af sig, hvor det kun var markspillere, som stod i vejen for Overgaards skudmulighed. Men han satte sin inderside ved siden af stolpen.

Kort efter kom Mads Freundlich til en chance, hvor han sparkede over mål fra en spids vinkel. Derefter var det midtstopperen Frederik Dietz, som fik sin tur i skydeteltet. To gange frem mod pausen havde han nemlig hovedstødschancer, som ikke mundede ud i en scoring.

Til gengæld dukkede Hobro-stopperen igen op efter pausen. Et hjørnespark i det 49. minut endte nemlig ved den garderhøje forsvarsspiller, som endelig kunne sende nordjyderne foran efter et hav af chancer mod Nykøbing FC.

Mens nordjyderne sad på kampen, var det et tålmodigt hjemmehold, som stille og roligt åd sig mere ind i kampen. Efter en times spil kulminerede det i en stor chance, da Dietz missede en clearing, og Ahmed Hassan kom i direkte duel med Adrian Kappenberger i Hobros mål. Den vandt Hobro-keeperen, som kom ud fra stregen og holdt buret rent trods den store mulighed.

Det blev fulgt op med et sandt bombardement fra Nykøbing, hvor Kappenberger gang på gang afviste hjemmeholdet med store redninger.

Adrian Kappenberger kunne dog ikke gøre det store, da Nykøbing knoklede sig til endnu en stor chance med et kvarter tilbage. Emilio Simonsen modtog nemlig helt umarkeret bolden i feltet og sendte hård afslutning ind til en udligning.

I overtiden havde Muamer Brajanac alletiders chance for at sikre alle tre point, men angriberens skud efter målhjørnet sneg sig forbi med en my.

Til at runde kampen af modtog målscoreren Frederik Dietz sit andet gule kort, da han greb en bold og forsinkede et indkast. Dermed forlod han grønsværen få sekunder før sine holdkammerater.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.