Direktør indrømmede dokumentfalsk i millionklassen: Her er dommen
Sagen mod den tidligere Aalborg Pirates-direktør Lars Laursen har nu fundet sin afgørelse
Opdateret kl. 12:12
For omtrent et år siden blev selskabet bag ishockeyklubben Aalborg Pirates kastet ud i en kamp for overlevelse, da det stod klart, at økonomien var sminket til ukendelighed. Sandheden var, at man var i store økonomiske problemer, og det skyldtes mest af alt, at daværende direktør Lars Laursen havde pyntet på regnskabet.
Han blev afskediget, og siden blev han politianmeldt. Det er der nu kommet en domsafsigelse ud af.
Sagen mod Lars Laursen har sit udspring i dokumentfalsk på en sponsorkontrakt med Sparekassen Danmark.
Den falske kontrakt indeholdte et beløb på 1.950.000 kroner, hvilket var 1,5 millioner kroner mere end den rigtige kontrakt, der havde en værdi af 450.000 kroner.
Den falske kontrakt havde ifølge Lars Laursens vidneforklaring til hensigt at dække over en dårlig økonomi og samtidig skabe noget arbejdsro i forhold til en krævende bestyrelse.
Anklageren gik efter fire til seks måneders fængsel, hvor der kunne blive tale om betinget fængsel og samfundstjeneste.
Lars Laursens forsvarer var ikke overraskende fortaler for en mildere dom - altså 30 dages betinget fængsel.
Dommen lyder på betinget fængsel i tre måneder og 80 timers samfundstjeneste. Dermed har dommeren i henhold til anklager Mette Vestergaards argumentation valgt at lægge vægt på, at Lars Laursen sad i en betroet stilling, og derfor er det en skærpende omstændighed.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.