Aalborg

Direktøren stod klar med en glædelig nyhed efter triumfen i Brest

Aalborg Håndbold har bragt sig i en fordelagtig position i jagten på kvartfinalerne i Champions League - trods flere spillere på lazarettet

Arkivfoto: Lars Pauli
Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

HÅNDBOLD: Da Aalborg Håndbold onsdag aften kunne fejre en vigtig udebanesejr mod HC Meshkov Brest i Champions League, kom direktør Jan Larsen med lidt ekstra krydderi kort efter slutfløjt.

Montpellier havde nemlig tabt den parallelle kamp til Vardar i gruppe A, hvilket kastede en førsteplads af sig til nordjyderne.

- Det var det første, som Jan fortalte os efter kampen. Det var selvfølgelig dejligt, men der er lang vej endnu, og både Kiel og Pick-Szeged kommer efter os, lyder det fra Stefan Madsen efter sejren i Hviderusland.

Både Montpellier og Aalborg Håndbold har 16 point efter 11 puljekampe. Dermed indtager de henholdsvis første- og andenpladsen i gruppespillet. Netop disse placeringer giver direkte adgang til kvartfinalerne i Champions League.

Dermed er det en vigtig skalp for aalborgenserne at hive hjem.

- Vi er selvfølgelig bevidste om det. Men man bruger ikke så meget energi på det andet end, at vi ser muligheden for at opnå noget stort. Vi jagter det, men når vi spiller de her kampe, må vi heller ikke slå nogen skæverter. Det gjorde vi så heller ikke denne gang, siger cheftræneren med henvisning til onsdagens kamp i Brest.

Her var Aalborg Håndbold aldrig bagud mod puljens bundprop. Hjemmeholdet formåede dog at indhente gæsterne i starten af anden halvleg.

- Vi tog de chancer, som bød sig, og vi formåede at straffe Brest på de ting, hvor de har det sværest - deres returløb. Det blev afgørende for, at vi slog hul ned til dem både i første og i anden halvleg, lyder analysen fra Stefan Madsen.

Resultatet blev endda opnået trods skader til markante spillere som anfører René Antonsen, verdensstjernen Aron Palmarsson og keeper Simon Gade - foruden de langtidsskadede Martin Larsen og Sebastian Henneberg.

- Vi viser igen, at vi med begrænsede ressourcer finder noget ekstraordinært frem. Det er fantastisk at se, hvordan de her gutter knokler, når der er allermest brug for det, siger cheftræneren i Aalborg Håndbold.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden