Djokovic roser Nadal for at vise klassen

Ifølge Novak Djokovic formåede Rafael Nadal at hæve sit niveau på de rigtige tidspunkter.

Rafael Nadal (th) skal efter sin sejr mod Novak Djokovic (i baggrunden) op mod den tredjeseedede Alexander Zverev i semifinalen. Kampen spilles fredag, hvor Nadal fylder 36 år. <i>Yves Herman/Reuters</i>

Rafael Nadal (th) skal efter sin sejr mod Novak Djokovic (i baggrunden) op mod den tredjeseedede Alexander Zverev i semifinalen. Kampen spilles fredag, hvor Nadal fylder 36 år. Yves Herman/Reuters

Novak Djokovic erkender efter sit nederlag til Rafael Nadal i French Open, at den spanske grusspecialist var stærkest på dagen.

- Jeg tabte til en bedre spiller i dag. Jeg havde mine chancer, men tog dem ikke, og efter fire timers kamp må jeg acceptere dette nederlag, siger den serbiske verdensetter.

Nadal var ovenpå i størstedelen af kampen, og Djokovic formåede kun i perioder at dominere kvartfinalen, der sluttede efter midnat.

- Jeg gjorde mit bedste. Jeg ved, at jeg kunne have spillet bedre. Jeg er stolt af at have kæmpet lige til den sidste bold, siger den 35-årige Djokovic.

Ved French Open i 2021 mødtes de to i semifinalen. Den kamp vandt Djokovic, og han sejrede også i finalen i grand slam-turneringen for anden gang i karrieren.

Nadal, der har rekorden med 13 titler i French Open, havde ikke haft de bedste forberedelser til dette års turnering på grund af skader.

Desuden havde han en hård kamp over fem sæt i benene og kroppen fra sin seneste kamp inden tirsdagens kvartfinale.

Omvendt mødte Djokovic op i Paris med en turneringssejr fra Rom i bagagen og han havde ikke tabt et sæt forrige kampe ved French Open.

Men alligevel havde Nadal fysikken til at slå Djokovic i fire sæt i det 59. møde mellem de to stjerner.

- Han var bedre i de afgørende øjeblikke, synes jeg. Han begyndte rigtig godt. Det gjorde jeg ikke, siger Djokovic.

- Han var i stand til at løfte sit spil til et andet niveau. Især i begyndelsen af alle sæt med undtagelse af det fjerde.

Nadal sikrede sig sejren i en tiebreak i fjerde sæt.

- Jeg havde mine chancer. Bare et eller to slag kunne have sendt mig ind i et femte sæt. Men igen viste han, hvorfor han er en stor spiller, siger Djokovic.

Nadal, der vandt Australian Open tidligere i år, kan med en finalesejr udvide sin rekord til 22 grand slam-titler. Djokovic og Roger Federer har hver 20.

- Men det var kun en kvartfinale. Jeg har endnu ikke vundet noget. Men det giver mig muligheden for at være tilbage på banen om to dage. At spille endnu en semifinale her på Roland Garros betyder meget for mig, siger Nadal.

I semifinalen på fredag skal han op mod den tredjeseedede Alexander Zverev.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden