tennis

Djokovic skiller sig atter af med mangeårig træner

For anden gang dropper Novak Djokovic tennistræneren Marian Vajda. De har arbejdet sammen i 15 år.

Novak Djokovic (til venstre) instrueres her af Marian Vajda (til højre), der med undtagelse af et kort afbræk har været træner for Djokovic siden 2006.
Novak Djokovic (til venstre) instrueres her af Marian Vajda (til højre), der med undtagelse af et kort afbræk har været træner for Djokovic siden 2006. Kin Cheung/Ritzau Scanpix

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic siger atter farvel til sin mangeårige tennistræner Marian Vajda.

I en meddelelse på sin hjemmeside skriver Djokovic, at samarbejdet med træneren er bragt til ophør. Det skete reelt efter sæsonfinalen i Torino i november sidste år.

Vajda har været en gennemgående figur i løbet af serberens succesfulde karriere. Djokovic var stadig kun teenager i 2006, da Vajda blev hans træner. Siden har de fulgtes ad i 15 år.

Det er anden gang, at Vajda stopper som træner for Djokovic. I 2017 skilte Djokovic sig af med hele sin trænerstab, inklusive Vajda, men skilsmissen varede under et år, før Vajda atter blev indlemmet som en del af Djokovics stab.

Den nu ledige tennistræner kan fremvise et flot cv, der viser, at han har haft en andel i størstedelen af serberens 86 professionelle turneringssejre, heriblandt alle hans 20 grand slam-titler.

- Marian har været ved min side under de vigtigste og mest mindeværdige øjeblikke i min karriere. Sammen har vi opnået utrolige ting, og jeg er taknemmelig for hans venskab og dedikation gennem de seneste 15 år.

- Selv om han nu forlader min stab, vil han for altid være en del af min familie, og jeg kan ikke takke ham nok, for de ting han har gjort, siger Djokovic.

56-årige Vajda er selv tidligere professionel tennisspiller, og han stillede op under både det tjekkoslovakiske og slovakiske flag.

- Jeg har været heldig at følge Novaks transformation til den spiller, han er i dag. Jeg vil se tilbage på vores tid sammen med stor taknemmelighed og stolthed over de ting, vi sammen har opnået, siger Marian Vajda.

Siden 2019 har Goran Ivanisevic også været en del af Novak Djokovics trænerstab. Det skal den tidligere Wimbledon-vinder fortsat være, meddeler Djokovic.

Den serbiske tennisstjerne har fået en svær start på 2022. Først blev han deporteret fra Australien, så han ikke kunne stille op i grand slam-turneringen Australian Open.

Dernæst blev han sendt ud af en ATP-turnering i Dubai i sin tredje kamp, da han tabte til tjekken Jirí Veselý, der på det tidspunkt lå nummer 123 i verden. Som følge af det resultat, måtte han overdrage verdensranglistens førsteplads til russeren Daniil Medvedev.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden