Dødsfald: Det største FIK-hjerte er her ikke mere

Et klubikon - både på og uden for isen - er gået bort i Frederikshavn i en alder af blot 52 år

Peter Glad (t.v.) er afgået ved døden tirsdag den 22. november. <i>Arkivfoto: Carl Th. Poulsen</i>

Peter Glad (t.v.) er afgået ved døden tirsdag den 22. november. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

FREDERIKSHAVN:Tirsdag den 22. november udåndede klubmanden over dem alle. Få har nemlig sat så stort og varmt et aftryk på ishockeyen i Frederikshavn, som Peter Glad har gjort. Med sin alt for tidlige død efterlader Peter Glad sig et enormt tomrum i Frederikshavn White Hawks og i FIK, som ingen kan udfylde. Han var en ener, når det kom til klubfølelse. 

Peter Glad flyttede med sin familie fra Aalborg til Frederikshavn, da han stadig var en knejt med krudt i bagenden. Meget af den energi blev siden brugt på isen, hvor han fandt sit helt rette element. Ishockeyen blev hans skæbne, hvilket han ikke havde fra fremmede. Familien Glad var en rigtig ishockeyfamilie.

Fra at være en af de yngste spillere på det legendariske FIK-hold, der hjemtog DM-guldet i 89, til at være materialeansvarlig i 20 år har Peter Glad kultiveret en hel klub, som kun lader sig gøre, hvis man ikke kun er klubmand men også et stort menneske. 

Vi snakker ikke store armbevægelser. Det var med lige dele ydmyghed og passion som hovedingredienser, at Peter Glad gjorde sin indflydelse gældende som spiller, assistenttræner, materiale-ansvarlig og mange andre roller. 

Vennerne var mange og fjenderne var få. Peter Glad var nemlig vellidt i hele den danske ishockeyfamilie, der har mistet et kært familiemedlem med hans alt for tidlige bortgang i en alder af 52. 

Humoren var i top, og humøret var altid godt, selvom det var påvirkeligt i tilfælde af et nederlag til FIK eller siden White Hawks. Peter Glad havde sine holdninger, sjove som skæve, hvilket var med til at gøre ham elsket og respekteret af sine omgivelser.

Han var manden, man altid kunne regne med. Et ord var et løfte, når det kom ud af munden på Peter Glad. Derudover var indsigten i hockeyens univers også større end de flestes, hvilket gjorde Peter Glad til en yndet sparingspartner for mange  FIK- og White Hawks-trænere gennem tiden. Han så ting i spillet, som ikke mange andre fik øje på, og derfor var han også flittig til at gøre opmærksom på potentielle forstærkninger eller måder at forbedre sit elskede ishockeyhold på. 

Personligheden var jovial og ligetil. Det ene sekund kunne Peter Glad tordne: "Du må da være sindssyg" når en direktør eller træner havde bedt om et eller andet. I det næste øjeblik stak han hovedet ind ad døren med beskeden: "Det finder vi ud af". 

Han var nemlig klubbens mand, og bad klubben om noget, så fandt Peter Glad en løsning. Sådan var han nemlig. Det store hjerte for klubben og for ishockeyen blev kun overgået af kærligheden til familien, der tæller hustru og tre børn.  

Æret være Peter Glads minde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.