Dommer overfaldet til Dana Cup: Spiller udelukket

Bølgerne gik så højt under en ungdomskamp, at en spiller så rødt, og gav dommeren et så hårdt trælår, at han måtte behandles og kampen stoppes

I omegnen af 20.000 unge fodboldspillere mødes hvert år til Dana Cup. Her foto fra åbningsceremonien i år. <i>Foto: Bo Lehm</i>

I omegnen af 20.000 unge fodboldspillere mødes hvert år til Dana Cup. Her foto fra åbningsceremonien i år. Foto: Bo Lehm

HJØRRING:Onsdag i sidste uge spillede et norsk ungdomshold en gruppespilkamp under Dana Cup, som endte på en noget træls facon.

Det skriver det norske medie VG.

Kampen var mellem et norsk U15 hold og et hold fra Kosovo.

- Temperaturen var ved at blive høj, og de (holdet fra Kosovo, red.) havde fået fire-fem gule kort, og så gik det ellers stærkt, fortæller Aron Folmoe, holdleder for et af de norske hold under Dana Cup til VG.

Han var selv til stede og bevidnede hændelsen, som han beskriver således:

- Ved stillingen 2-1 til modstanderne trak deres målmand tiden så meget, at han fik et gult kort. Det fik ham så til at vise dommeren langefingeren. Det resulterede så i, at dommen trak et nyt kort, denne gang med den røde farve.

- Det fik bægeret til at flyde over for resten af holdet, for da målmanden fik det røde kort, stormede et par spillere mod dommeren og begyndte at angribe ham.

Alt dette ifølge Aron Folmoe.

Et trælår med knæet

VG skriver, at tilskuere og trænere måtte gribe ind og fjerne spillerne fra dommeren, som de havde omringet.

Dommeren fik i følge avisen tildelt spark, og måtte have behandling af det norske holds fysioterapeut.

- Han var chokeret og bange bagefter. Jeg fik fulgt ham hen til sekretariatet, hvor vi fik lagt is og kompression på benet, fortæller Even Eide Eriksen, fysioterapeut i Ørn Horten, til VG.

Kampen blev derefter stoppet.

Torben Vandsted er presseansvarlig for Dana Cup, og han bekræfter, at der har været en træls episode.

- Dog ikke helt så voldsomt, som beskrevet af VG i følge hvad jeg har fået oplyst, men ja - der sker det, at en ung knægt taber besindelsen, går tæt på dommeren og giver ham det, jeg vil kalde et trælår med knæet.

- Så kunne dommeren ikke bevæge sig, og fløjter kampen af. Det må naturligvis ikke ske, og den pågældende spiller blev også udelukket fra resten af turneringen.

Holdet fra Kosovo blev desuden taberdømt 0-3 efter episoden.

Torben Vandsted er presseansvarlig for Dana Cup, og han bekræfter, at der har været en træls episode. <i>Arkivfoto: Mette Nielsen</i>

Torben Vandsted er presseansvarlig for Dana Cup, og han bekræfter, at der har været en træls episode. Arkivfoto: Mette Nielsen

- Jeg synes den episode er behandlet, som den skal behandles. Drengen blev udelukket fra at spille videre, nordmændene fik sejren og den afgørelse var begge hold og dommeren enige i, siger Torben Vandsted.

Den norske avis skriver, at flere spillere var involveret i episoden, men det kan Torben Vandsted ikke helt genkende.

- Det vi har fået at vide er, at det er én, som opfører sig utrolig dumt og rigtig dårligt. Og det er selvfølgelig rigtig træls. Men ellers er det jo en turnering, hvor der spilles omkring 2.500 kampe, og så sker der én træls ting, men når det så sker er vi parate, og vi mener, at vi har grebet korrekt ind i denne sag, runder Torben Vandsted af.

Om Dana Cup

  • Dana Cup er en international ungdomsfodboldturnering, som afvikles i Hjørring.
  • Hver sommer kommer omkring 45 nationer, 1.000 hold, 20.000 deltagere, 10.000 supporters, 300 dommere, 3.000 frivillige og 30-40 samarbejdsklubber.
  • Siden 1982 har der været:
  • 117 nationer.
  • 4.365 klubber og 28.342 hold.
  • 21.095 drengehold og 7.247 pigehold.
  • 71.229 kampe spillet.
  • 303.184 mål scoret.
  • Mere end 900.000 deltagere.

danacup.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.